MARIANNE har siden 2012 skyldt Skat én øre. Det stod hende først klart for nylig, da hun ikke kunne få udbetalt overskydende skat på grund af sin gæld.
Marianne indbetalte følgelig en øre. Øren kom dog tilbage. Øren var ikke ’inddrivelsesparat’, hed det.
DET ER BERLINGSKE, der har fortalt historien. Og dertil berettet om andre danskere, der vil indbetale gæld til det offentlige. Men må opgive. Og for flere af dem med alvorlige konsekvenser.
Eksempelvis kan man blive nægtet lån i banken til bolig, fordi man er registreret som skyldner i et system, hvor beløbet end ikke fremgår.
Ej heller selvom man lydigt har forsøgt at betale tilbage.
OMBUDSMANDEN er derfor af egen drift gået ind i sagen. Borgerne er tydeligvis til grin for egne penge.
Gældsstyrelsen oplyser, at den er i færd med at returnere tusindvis af indbetalinger. Foreløbig til 138.000 borgere – eller virksomheder – for i alt 121 millioner kroner. Heraf er de 17 millioner kroner rentegodtgørelse.
IFØLGE STYRELSEN selv er den nemlig forpligtet til at returnere indbetalinger, ’hvor det ikke er muligt at afklare gældens gyldighed efter normalt seks måneder,’ refererer Berlingske.
Lad os oversætte: Gældsstyrelsen er så inkompetent, tung og bureaukratisk, at man ikke magter at finde ud af, hvem der skylder hvad, og om den er god nok, hvorfor de ikke kan kvittere for indbetaling af gælden.
VANVIDDET BLIVER således ved. Vi har som bekendt fortsat en undersøgelseskommission om Skat kørende i Danmark. Den gransker EFI-skandalen – det inddrivelsessystem, der tilbage i 2015 kollapsede, lagde Skat øde og ved udgangen af august i år havde en ophobet gæld til det offentlige fra danskerne på monstrøse 155 milliarder kroner. I ubetalt skat, afgifter og bøder.
Og – nå ja – så var der også sagen om tilbagebetaling af udbytteskat, hvor nationen mistede over 12 milliarder kroner til finanssvindlere, fordi forvaltningen ikke var sit ansvar voksen.
OVERORDNET HAR vi i Danmark længe befundet os der, hvor vi må spørge: Er de offentlige forvaltninger generelt i moralsk skred? Og hvis ja, er det så opstået ved, at det i mange tilfælde opleves som konsekvensløst at fejle?
Det ligner en fæl ironi over et forfejlet system: De lovlydige straffes, og alle de andre går fri inde i Gældsstyrelsens ufremkommelige labyrint.
Man får ligefrem den tanke, at de ikke sidder der for andet end deres egen lønudbetalings skyld. ’Gældsstyrelsen’ ... læg vel mærke til navnet: En styrelse, der skal opgøre og inddrive borgernes gæld – og end ikke kan styre en eneste øre.