Til helvede med FAKTA

DET ER såmænd ikke kun herhjemme, at regeringen ved bedre end alle andre. Det gælder også i Syrien. For eksempel er både udenrigsminister Jeppe Kofod og udvisningsminister Matias Tesfaye bedre informeret om forholdene i Damaskus og omegn end alle andre i denne verden.

DERFOR har regeringen besluttet at udvise 97 syriske flygtninge, herunder 20 børn, til området omkring den syriske hovedstad. Det er sikkert område, siger de to ministre. De bygger blandt andet deres viden på rapporter fra en lang række ekspertkilder, herunder menneskerettigheds-organisationen Human Rights Watch.

MEN FØRST B.T. og siden ’Deadline’ på DR2 for- tæller, at samtlige navngivne ekspertkilder, som Udlændingestyrelsen har brugt til rapporter om sikkerheden for flygtninge fra Damaskus-området, siger, at de er blevet manipuleret. Derfor tager de afstand fra styrelsens rapporter. Undtagen en enkelt – en general fra præsident Assads blodige regime.

DANMARK er stort set det eneste land i verden, der mener, at det er sikkert at sende flygtningene hjem. Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, sagde forleden i FN, at det ikke er sikkert at sende flygtninge hjem. Heller ikke til de områder, som regimet har kontrol over. Hans konklusion er, at flygtningene risikerer at blive tortureret og dræbt.

LIGE I DET her tilfælde er den danske regering ikke enig med amerikanerne, som trods alt råder over en udenrigstjeneste og en efterretningstjeneste af en vis størrelse og med stor erfaring i at operere i regionen, hvor Syrien hører til.

MEN DET bider ikke på de tapre riddere Kofod og Tesfaye, der på hver deres æsel og med dragede lanser genner de angste syriske flygtninge sammen i udrejsecentre. Klar til at blive ekspederet ned til mulig død og ødelæggelse.

JEPPE KOFOD var åbenbart heller ikke til stede den dag i marts, da EU’s udenrigsministre i en ellers fælles erklæring blev enige om, at volden er vendt tilbage i Syrien, og vi citerer: ’Betingelserne for en sikker, frivillig, værdig og varig tilbagevenden i overensstemmelse med folkeretten er ikke til stede.’ Desuden sagde EU-Kommissionens vicepræsident og de facto udenrigsminister, Josep Borell, så sent som 30. marts, at regimet i Damaskus lige nu ikke tilbyder en fremtid for det syriske folk.

MEGET kan man sige om regeringen, men når det handler om Syrien, lader den sig ikke påvirke af kendsgerninger. Det uanset om det handler om de danske børn i de syriske flygtningelejre eller om hjemsendelsen af syriske flygtninge. Mette Frederiksen og hendes flok vil træde enhver form for anstændighed under fode for ikke at skulle afgive en eneste stemme til højrefløjens ulveflok.