Tilbage til Allah?

Så begravede de Yahya Hassan – den mest sensationelle digter, Danmark nogensinde har set.

Og hvordan kan 3-400 deltagere i en muslimsk begravelse stå oven i hinanden og få lov at overtræde corona-reglerne, undrede en del sig.

Jeg undrede mig mest over, om digterens virke hermed er neutraliseret. Om dem, Yahya Hassan så fænomenalt brød lydmuren med at give en overhaling – det lovreligiøse, muslimske parallelsamfund – alligevel endte med at få det sidste ord?

Yahya havde både bedetæppe og koran, forlød det. Og hans imam-grandonkel indskrev messende under begravelsen nevøen hos Allah. En gud, digteren ellers ’PISSEDE’ på, inklusive ’HANS SENDEBUD’. 

Eller som det hed i Hassans debut: ’JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER/ OG JERES ANALFABETISKE PROFETER/ JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE/ OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN/ JERES SKAVANKER OG JERES BØNNER OG JERES BISTAND’.

I en video fra efteråret – delt af Yahyas mor på de sociale medier – erklærer digteren sig for muslim. Den frafaldne Mustafa S skrev torsdag på nationen! på ekstrabladet.dk, bl.a. med henvisning til videoen, om sin skuffelse over Yahya Hassan: – Når jeg bliver mødt af muslimer, som forsøger at ’retlede mig’ og få mig til at vende tilbage til troen eller forsøger at manipulere mig fra at kritisere islam, så svarer jeg ofte: ’Jeg er ikke en eller anden Yahya Hassan, I kan manipulere’.

Personligt har jeg ingen anelse om, hvorvidt Yahya Hassan virkelig vendte tilbage på bedetæppet. Eller om han ironisk/sarkastisk havde gang i en manipulation med sit lokale trossamfund. Om det faktisk var ’bullshit’, som Martin Krasnik beskriver i den svenske avis Expressen.

Her går Weekendavisens chefredaktør på prisværdig vis til angreb på den politisk korrekte og konstant etno-krænkede svenske digter Athena Farrokhzad, der i svenske medier har gidseltaget Yahya Hassan og hans død for at anvende dette til at fremføre sin egen stupide fundamentalisme.

’Athena Farrokhzad fortsætter den kamp om Yahya Hassans liv og historie, som altid har fundet sted. Præcis som de religiøse muslimer, som nu mener at vide, at Yahya Hassan er vendt tilbage til gud og har bedt om tilgivelse for sine fejl. Forskellen er bare nu, at Yahya ikke længere kan svare på dette bullshit,’ skriver Krasnik.

Forargede folk fik tirsdag at vide, at begravelser er undtaget corona-krisens forsamlingsforbud. Jeg aner, at der tilsyneladende heller ingen grænse er for, hvor mange og hvor meget man må befamle en af de mest autonome kunstnere, landet i årtier har set, når han ikke længere kan forsvare sig selv.