Tilbage til start

Tillidskrise: Folketinget er nu sendt på sommerferie, og det ville jo være skønt, hvis man her på demokratiets festdag, grundlovsdag, kunne hylde folkestyret. Men jeg synes faktisk, det går elendigt.

Jeg ved godt, at jeg nu vil blive beskyldt for at forstærke den onde spiral. Men hvordan skal man kunne rose en handlingslammet regering med en statsminister, der er uden folkelig opbakning, og som bare sidder på taburetten, fordi ingen af taktiske grunde kan få sig selv til at vælte ham?

Det er tydeligt, at regeringens parlamentariske grundlag – Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de konservative – er uenige om stort set alt. Og internt i regeringen er de såmænd også uenige. Seneste eksempel er den såkaldte PSO-energiafgift, som regeringen nu vil ændre til en skat, der rammer alle – inklusive de der tjener mindst. Det er der mange venstrefolk, der synes, er en rigtig dårlig idé. Ikke mindst fordi Lars Løkke Rasmussen så bastant lovede i valgkampen, at med ham som statsminister ville skatten på de mindste indkomster blive sænket, så det bedre kan betale sig at arbejde.

I oppositionen er der heller ikke meget at glæde sig over. De, der troede, at Socialdemokraterne med Mette Frederiksen i spidsen ville betyde et farvel til Blå Bjarne og hans borgerligt orienterede politik, er allerede nu slemt skuffede. Bliver Mette statsminister, vil hun føre udlændingepolitik og styre økonomien sammen med de borgerlige.

Så hvorfor vælte Løkke? Som de siger i Thailand, når de sælger deres kopiprodukter: ’Same, same, but different’.

Og til venstre for Socialdemokraterne er alt også, som det plejer: Højtflyvende, urealistiske tanker nu blot tilsat lidt alternative livsanskuelser, hvilket blot har gjort det hele endnu mere verdensfjernt.

Jeg er tilbøjelig til at give Özlem Cekic ret. Hun sagde i denne uge farvel til politik med en ordentlig svada. Partierne bliver styret som religiøse sekter, mener hun. Mod er en stor mangelvare, og hvis man vil gøre en forskel, er der større muligheder uden for Christiansborg. Selv på Christiansborg kunne de høre døren smække!

Hvis jeg var politiker, ville jeg bruge sommeren på at tænke over, hvordan det politiske system generobrer tilliden blandt vælgerne.

Her er fem bud fra mig:

Gør op med spin-kulturen.

Koncentrér jer om at gøre det godt for andre snarere end for jer selv.

Besøg ikke virkeligheden. Bliv en del af den. Lav politik uden for Christiansborg.

Drop skænderierne, når I alligevel ikke er uenige.

Prøv at komme i tanke om, hvorfor I oprindelig gik ind i politik.

84 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere