To blålys i krig

Pernille Vermund er ikke ultimativ længere, siger hun, og Thulesen Dahl hænger pinligt i fordums bedrifter. Foto: Jacob Ehrbahn
Pernille Vermund er ikke ultimativ længere, siger hun, og Thulesen Dahl hænger pinligt i fordums bedrifter. Foto: Jacob Ehrbahn

VERMUND mener ikke længere, der er behov for hendes og Nye Borgerliges tre ultimative krav, oplyste hun – nærmest henkastet – i et større interview i weekenden i Jyllands-Posten.

DÉT var måske meget smart at få på plads? Intet af det, Vermund gik til valg på, har hun fået opfyldt! Alligevel synes hun, det går vældig godt, fremgår det. Samtidig bebrejder hun højt og dybt andre partier at gå til valg på noget, som de så glemmer alt om, når de er valgt ind.

OGSÅ i denne weekend tonede Thulesen Dahl frem i et stort interview – denne gang klynkede han sig igennem i Politiken. Og med de samme, monotone bortforklaringer på sit partis katastrofekurs. Overskriften var ’Vi skal kæmpe mere intenst for at blive en del af en regering’.

UTROLIGT at han fantaserer videre i dét spor? Han havde chancen i 2015, efter et fantastisk valg. Nu står han på en mennesketom perron – uden venner i hverken blå eller rød blok – toget er kørt. Til gengæld får han mindet os om, hvilken kæmpe politisk kylling han i grunden var/er.

TILSAMMEN skærer de to partiledere det vigtigste ud i pap for vælgerne. 1) De konkurrerer på liv og død – og her har Nye Borgerlige som bekendt ydmyget Dansk Folkeparti i de seneste meningsmålinger. 2) Og de råber op om at ville tale politik – men taler om alt muligt andet. Begge har mere travlt med at ’ruske op’, som de kalder det, og ser dét, som deres mission.

VERMUND er bare hele tiden lidt hurtigere på aftrækkeren end den trætte Thulesen Dahl .

DA DANSK FOLKEPARTI vågnede op og ville score lidt point på at støtte Inger Støjberg, havde Vermund allerede lagt venindefotos på sin Facebook – med 65.000 følgere – af sig selv og Støjberg. Det var Vermund, der trøstede Støjberg over en flaske hvidvin på Club Riva i Rungsted Havn. Og mens Thulesen tyggede på dén, fulgte Nye Borgerlige støtten til Støjberg op med en kampagne og et 100 meters banner, der flagrede efter en lille flyvemaskine ... Fis i en hornlygte, men det giver åbenbart pote i meningsmålingerne.

KVIK ER hun også i sine mange infights på det seneste med Morten Messerschmidt. Han hænger Nye Borgerlige ud som Whiskybæltets beskyttere og velfærdsstatens ødelægger. Mens hun får hamret fast hver gang, at DF jo bare er en tandløs del af det røde system. Ikke et borgerligt parti. Hvilket jo udstiller Dansk Folkepartis lufttomme rum for øjeblikket: Venstre er tilbage i familien Ellemanns spor, hvor DF ikke er noget, man besmitter sig med.

OG REGERINGEN har nok brug for Dansk Folkeparti, når den berømte pension til Arne skal stemmes hjem efter sommerferien. Men springer DF fra bliver det sådan set politisk værst for DF – så skarpt er bolden spillet nu.

268 kommentarer
Vis kommentarer