Total kapitulation

MOVIA opgav kampen i går. De genindfører trykte, fysiske ruteplaner ved 14.500 busstoppesteder på Sjælland. Men planerne med afgangstider på stoppestederne kommer ikke tilbage, og dét får man ingen ordentlig forklaring på. De kan i stedet fås som print i busserne. Protester vandt trods alt et godt stykke af vejen. Tillykke og godt gået.

FORMÅLET for Movia var at spare 1,6 mio. kr. på de trykte busplaner. Beløbet er i virkeligheden peanuts i det budget. Men uanset prisen bliver busdriften ligesom lidt meningsløs, hvis tusindvis af passagerer ikke aner, hvilken rute bussen kører og/eller hvornår.

OPRØRET fra forbrugerne virkede altså. Hvilket må være et opmuntrende vink til almindelige borgere, næste gang de er udsat for en beslutning, der er taget af chefer på en anden planet. Gør modstand. Find jer ikke i idioti.

EKSTRA BLADET har dækket Movias brøler tæt, fordi den var en åbenlys og unødvendig forringelse af busservicen, og fordi forbrugernes protester blev negligeret. Passagerpulsen har også indsendt 1200 kritiske kommentarer.

MOVIAS ANSVARLIGE bestyrelse var en mur af tavshed på lange stræk. Det virkede, som om de helt alvorligt troede, at det hele ville gå over, hvis de bare lå længe nok under dynen. Den gik ikke.

KIRSTEN JENSEN, formand for Movias bestyrelse, er et skoleeksempel på den arrogante attitude. Hun er en mangeårig socialdemokratisk vandrepokal, der har været vidt omkring uden at sætte det store aftryk – Europa-Parlamentet og sågar et par år som Forbrugerrådets formand, hvad der må siges at være den totale fejlcasting for en kvinde af hendes støbning.

JENSEN viste sig som en pinligt dårlig taber i går. På Ekstra Bladets live-tv skulle Movia-formanden kort efter kapitulationen træde frem. Her var ikke tale om at vifte med et hvidt flag og et smil. Endsige et undskyld.

NÆH, hun fremstillede det, som om bestyrelsen nu allernådigst gerne vil hjælpe de sidste digitale tumper og kværulanter. Hovent og mopset fik hun bemærket, at der jo er ’nogle, der er lidt usikre på, om de kan få det at vide, som de har brug for’. Og ’de allerfleste er jo med på deres telefon eller har forberedt sig hjemmefra’.

DET ER jo et helt fortegnet billede. Ældre, ikke-digitale kunder er ganske rigtigt prisgivet. Men forringelsen var til ulempe for alle. Det er da åndssvagt, at man skal til at hale sin telefon frem for at se, hvor bussen kører hen.

SAGEN er, at Movias bestyrelse ikke aner, hvad det vil sige at bruge bussystemet. Hvis de er så ligeglade, skulle de måske finde noget andet at lave.

47 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere