Trusler bag tremmer

 

Fængsels-terror: ’Det er fuldkommen vanvittigt voldsomt, at så mange fængselsbetjente hvert år bliver ødelagt af deres arbejde’. Citat: Kim Østerbye, formand for Fængselsforbundet.

Nu skal forbunds-formænd rituelt male fanden på væggen i forsøget på at skaffe deres medlemmer bedre arbejds- og lønvilkår. Men i dette tilfælde er der fandeme noget om snakken.

Bare læs temaet i EKSTRA-magasinet i dagens avis. Det er hårrejsende læsning.

Vi taler om en faggruppe, der ikke kun skal kontrollere fangerne. Fængselsbetjentene skal også hjælpe de indsatte og sørge for, at deres dagligdag fungerer. Men miljøet i de danske fængsler er voldsomt forrået de senere år.

Forklaringen er ifølge fagfolk, at antallet af indsatte rockere og andre kriminelle bandemedlemmer er større end nogen sinde. De lever videre bag tremmerne med deres afstumpede og voldsforherligende æres- og ’moral’-begreber.

Konsekvensen er, at fængselspersonalet frister en hverdag fyldt med fysisk og psykisk terror. Trusler på liv, helbred og førlighed hører til dagens uorden. Antallet af voldssager, hvor betjente tæves, er steget uhyggeligt.

Et sådan arbejdsmiljø er uudholdeligt. Statistikkerne viser desværre også, at andelen af førtidspensionerede fængselsbetjente er 15 gange højere end for den samlede arbejdsstyrke.

Et retssamfund måles bl.a. på, hvordan det behandler sine kriminelle. Og de skal behandles humant. Det siger sig selv.

Det er dog lige så selvfølgeligt, at personalet, der har daglig omgang med de indsatte, også skal behandles humant – herunder sikres trygge og værdige arbejdsforhold.

Men fængselsbetjentenes arbejdsgiver, Kriminalforsorgen, snorker videre: ’Vi tager det utroligt alvorligt, og vi følger udviklingen nøje’. Gab.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) må tage affære. Men hun kan ikke nøjes med at råbe op, som hun plejer. Hun skal sætte handling bag ordene, før en indsat igen går amok på en fængselsbetjent.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere