Tulle klædt af

MAGTFULDT og ufravigeligt har Dansk Folkeparti over for skiftende regeringer siden 2014 gennemtrumfet sin mærkesag: Tulle-banen.

EN helt ny jernbanestrækning mellem Billund og Vejle – altså DF-lederens hjemmebane og valgkreds, som var et ’must’ i ethvert forlig.

HVERKEN Venstre eller socialdemokraterne har gennem årene kunnet forklare, hvorfor samfundet skulle bruge en milliard på det hidtil dummeste trafikprojekt nogensinde i danmarkshistorien. De sagde kun ja for at få DF med på nogle andre forlig.

NU STÅR Thulesen Dahl imidlertid endegyldigt afklædt med sin dødssyge jernbanelinje, der skulle give ham stemmer. Berlingske havde i går fået fingre i et såkaldt ’fagnotat’ fra Banedanmark.

DET VISER, at jernbanen gennem Tulle-land vil øge hele biltrafikken i Midtjylland. Ja – biltrafikken ... Lokalområdet vil nemlig ifølge notatet opleve, at de må køre 348.000 ekstra km om året, når jernbanen er en realitet. Det skyldes først og fremmest, at deres færdselsårer bliver skåret over, så de må tøffe ad omveje i stor stil. Normalt regner man med, at en ny jernbanelinje giver mindre trængsel på vejene – her vil den give mere.

EGENTLIG burde man ikke forbløffes. Hvorfor ikke også øget biltrafik? Billund-banen er så idiotisk på alle mulige andre måder, at dette falder helt ind i billedet. 

ALDRIG har man fået så lidt for så mange penge. Rejsetiden mellem Vejle og Billund bliver f.eks. kun formindsket med mellem 0 og 4,5 minutter. Banen vil give underskud, år efter år, fordi der højst kan opnås en tredjedel af det antal rejsende, der skal til. Selv hvis man fik jernbanen gratis, som en gave, ville den stadig være en dundrende underskudsforretning.

NU, med et nyt flertal og et opsagt trafikforlig i Folketinget, kan rød blok med skamrødme, men dog fornuft, vikle sig ud af fordums dumhed og uværdigt krejl. De har jo selv lystigt stemt for Tulle-banen. 

TILBAGE står Thulesen Dahl som et sidste monument over årtiers stupid og bondsk tænkning inden for trafikpolitik. Andre har været lige så slemme – tænk bare på Venstres trafikordfører Svend Heiselberg, der frydede sig, hver gang han havde krejlet sig til endnu en mennesketom motorvej i Nordjylland. Så syntes han, han havde bevist sit lokalpolitiske værd, uanset at pengene kunne have været brugt til langt større gavn for hele samfundet på andre projekter.

KUN Thulesen Dahl har i sin magtbrynde stadig båret sin Tulle-bane frem på skjolde, trods ætsende kritik af projektet. Først ved forhandlingerne om Togfonden med rød blok i 2014 og senest i marts i år ved trafikaftalen med Løkke-regeringen.

IKKE uventet hører man intet til Thulesen Dahl siden valget – heller ikke i denne sag.

310 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere