Tulle til tælling

DANSK Folkepartis mangeårige krav og slagnummer om en ny folkeafstemning om EU er Nordeuropas dødeste sild nu.

’DET BLIVER ikke på min vagt’, er bare én af de helt umisforståelige meldinger, der nu kommer fra Lars Løkke. ’Man skal spørge en befolkning, hvis man ønsker at ændre noget’, uddyber han. Og Venstre ønsker ikke at ændre ved Danmarks medlemskab af EU.

ERGO vil det virke ret evnesvagt, hvis regeringen satte sig i spidsen for en afstemning om at melde os ud, når den selv ønsker klokkeklart, vi skal forblive i unionen ...

Men det er så slået fast nu – ’benhårdt’ – for at bruge statsministerens udtryk.

MORTEN Messerschmidt har ellers udbredt sig
– bl.a. i ’Borgen by Night’ – om, hvordan folkeafstemningen skulle indskrives i et kommende regeringsgrundlag. Og han har gentaget og gentaget, at når et alternativ til EU-medlemskabet lå på bordet, skulle danskerne selvfølgelig stemme om, hvorvidt vi vil have det samme.

NU LIGGER brexitaftalen på bordet. I mellemtiden ønsker et flertal af briterne at blive i EU. Spørgsmålet om, hvorvidt de bliver fattigere, er ikke til diskussion – det er kun, hvor meget fattigere de bliver.

DF’S sidste desperate figenblad er at kræve, at danskerne skal til folkeafstemning, når vi kan se, hvordan brexitaftalen så virker ... Unægtelig et meget elastisk krav? For hvornår er det?

MEN DF har måske satset på, at dette gentagne gummikrav er tilpas uforpligtende til, at Løkke nok ville sluge det for at få DF’s støtte næste år efter et valg? Dén klemme har Løkke nu vredet sig ud af på forhånd, koste, hvad det vil. Undtagelsesvis skal Løkke have ros herfra, nemlig for at skære tingene ud i pap. Hvis vælgerne ønsker en folkeafstemning, må de stemme på de partier, der ønsker det, men kravet kommer altså ikke med Venstre i en regering.

SPØRGSMÅLET er, om gassen ikke i det hele taget er gået ud af Dansk Folkepartis tidligere så vigtige EU-flanke som et boost til de hjemlige DF-politikere?

LØFTERNE om, at de ville være borgernes vagthund over for pengefråset i EU, er i hvert fald hamrende utroværdigt nu – efter at partiet selv blev afsløret med snablen dybt i kasserne via Messerschmidts mærkelige foreninger, Feld og Meld.

VI venter stadig på, at EU’s svindelkontor skal afslutte undersøgelsen af fiflerierne. Men det går lidt tungt, fordi Messerschmidt ikke vil ryste op med den nødvendige dokumentation.

HAN håber vel stadig, han kan nå at blive valgt til Folketinget næste år, inden sagen eksploderer igen.

213 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere