Tulles skræv

 Kristian Thulesen Dahl skal, som billedet viser, efterhånden skræve over en del.

Dansk Folkepartis leder vil som bekendt i regering efter næste valg. Modsat skal han samtidig forsøge at opretholde den protest, som partiet i de sidste knap 25 år har vokset sig stor på.

Man vokser i protest og reduceres af ansvar. Sådan er den populærpolitiske tyngdelov.

I går sluttede DF så sit sommergruppemøde med, at Kristian Thulesen Dahl og gruppeformand Peter Skaarup krævede endnu en udlændingestramning – en ’aktiv hjemsendelsespolitik’, hvilket ikke ligefrem ophidsede nogen.

Det er heller ikke interessant al den stund, at det sikkert fint kan lade sig gøre at få flertal for. Større spørgsmål lader Thulesen Dahl foreløbig ligge.

DF’s leder holder ikke alene fast i, at Danmark skal have mindst mulig med EU at gøre. Faktisk fornemmer man, at han og DF ligefrem synes, at Brexit er et forbillede.

Her er Thulesen Dahl imidlertid ude af sync med både Venstre, som han vil i regering med samt – ifølge alle meningsmålinger – danskerne, som han ellers hævder at være den oprigtige beskytter af. Ingen af disse kan se ideen i at skulle forsøge sig alene på verdensplan med et land på knap seks millioner indbyggere.

Dette gab er åbenlyst. Og i fald Dansk Folkeparti kom i regering – med Venstre eller sågar Socialdemokratiet – ville DF dermed skulle tage et opgør med partiets grundlæggende idé. Nemlig at DF er et nationalistisk parti.

Der er globalisering og internationalisering kloden rundt på fuld skrue. Man bevarer ikke selvstændighed ved at lukke nationen for handel og påvirkning udefra, man taber ganske enkelt sit land.

Politik er at gennemføre sine ideer om samfundet. Modsat at svæve oven over det hele båret oppe af gasarterne fra pruttende protester. Thulesen Dahl har aldrig kendt til andet end ’nej-hat’ og rutiner som ’det er ikke vores, men regeringens ansvar’.

Hvis han og Dansk Folkeparti virkelig vil i regering, skal de først lære to ting: Den ene er, at de skal sikre sig, at bukserne kan holde. Den anden er, at det ikke nødvendigvis vil være dem, der har bukserne på.

245 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere