Tulles tomme tønder

THULESEN DAHL indledte sin politiske sæson i går efter folketingsgruppens sommergruppemøde med at opfordre pressen til at gå en lang tur i Rebild Bakker.

EN GLIMRENDE idé, skulle det vise sig: Indenfor hos DF var hylderne nemlig gabende tomme.

PARTIET VILLE åbenbart gerne spille med musklerne over for Mette Frederiksen og Lars Løkke. Men ingen af dem vil ligge søvnløse efter DF’s udfald. De er på vej uden ham.

TOGET ER kørt. Tulle står afmægtig tilbage på perronen og truer med, at om fire år er det ikke sikkert, han peger på en borgerlig regering – hvis ikke dit og på betingelse af dat ...

THULESEN KØRER bare i samme rille, der gav DF et kæmpe valgnederlag. Nu garneret med krav om ’garantier. Løkke skal garantere, at Løkke ikke bare fortsætter som formand nu, men at han fortsætter helt frem til næste valg uden at ’luske af’, som Thulesen udtrykte det så smukt midtvejs.

Den garanti får han ikke.

METTE Frederiksen skal stille med en plan for tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet allerede på sit sommergruppemøde om få dage, hvis DF skal tage hendes valgløfte alvorligt. Beskæftigelsesministeren har på forhånd skudt dén deadline ned.

SÅ DF’s ultimative trusler fusede ud over de lyngklædte vidder som slatne fødselsdagsballoner en efter en.

HVAD MED selv at komme med politiske indspark, blev Thulesen Dahl spurgt. Joh, DF har masser af forslag, påstod han. Der er bare større interesse for DF’s holdning til gnidningerne i Venstre end til idékataloget fra sommergruppemødet ...

INTERESSEN FOR DF’s idékatalog var ganske rigtigt behersket. Men det skyldtes snarere, at det var jordens tyndeste omgang. Peter Skaarup lignede også mest en træt familiefar efter en hel dag i Legoland, da han forsøgte at skrue noget entusiasme frem ved sin præsentation.

KLIMAOMRÅDET er f.eks. noget, der skal have meget mere fokus, påstod han. Stormskridtet viste sig at bestå i, at DF ikke vil have, at Portland Cement tvinges til at lukke på grund af klimaregler. Fint nok – bortset fra at det er der vist heller ikke nogen overhængende fare for?

SÅ SKAL der pustes liv i turismen – Skaarup kunne dog ikke sige et noget konkret om hvordan. Kun at det skal være både i byerne og ved kysterne.

POLITIET skal styrkes. Et DF-pressemøde uden dette krav havde været en sensation. Den største nyskabelse bestod i, at selv DF kan se nu, at det er på tide at trække politiet hjem fra grænsebevogtningen.

217 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere