Turist-politiet

DANSK POLITI har en enorm overarbejdspukkel – en tidligere opgørelse viste over en million timer. Og Trumps besøg 2. og 3. september vil yderligere forværre situationen.

Da han besøgte London, var der udkommanderet op imod 10.000 betjente.

SÅ MANGE BLIVER der ikke tale om i København, men der vil blive hugget kraftigt i bemandingen på mange jyske og fynske politistationer, som skal hjælpe med at sikre præsidenten.

Folketingsvalget tærede også hårdt på ressourcerne. Alene beskyttelsen af Rasmus Paludan fra Stram Kurs og andre politikere kostede tonsvis af timer svarende til omkring 100 millioner kroner.

DET BETYDER selvsagt, at der bliver mindre tid og færre kræfter til andre ting. At efterforske indbrud er for eksempel slet ikke på dagsordenen i mange politidistrikter.

I stedet beordres betjente til at løse opgaver opfundet af populistiske politikere på Christiansborg.

TAG BARE DE såkaldte mobile politistationer.

Sidste efterår besluttede daværende justitsminister Søren Pape at lade dem køre mindst to gange om ugen for at skabe tryghed i området – et krav, som fra 1. august steg til mindst hver anden dag.

Spild af tid, siger de politibetjente samstemmende, som bemander stationerne. De fungerer nærmest udelukkende som lokale turistkontorer, hvor sommergæster søger oplysninger om butiksåbningstider og badevandstemperaturer.

ET ANDET EKSEMPEL: Trods modstand fra politiet har Dansk Folkeparti fået genindført det ridende politi i København, som ellers blev nedlagt i 2012.

De store dyr skal bruges til ’patruljering i turistområder og til honorære formål’. Med ’honorære formål’ menes karetture med kongehuset!

LÆG DERTIL opgaver som massiv grænsekontrol og varetagelse af den latterlige burkalov – samlet set giver det dig forklaringen på, at sagsbehandlings-tiden for flere former for kriminalitet er steget markant de senere år.

REGERINGEN HAR allerede bebudet, at der vil blive afsat flere midler til politiet i finansloven for 2020.

Det er måske også nødvendigt, men inden politikerne øser flere penge ud af statskassen, anbefaler vi dem at sanere nogle af de symbolske og komplet overflødige indsatsområder, som ikke mindst DF har fået indført. 

368 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere