Tyrkiet-farcen forbi

TYRKIET bliver aldrig medlem af EU.

DET SAGDE Merkel søndag aften, og knap 24 timer senere sagde Lars Løkke (naturligvis) det samme. Forhandlingerne er udsigtsløse – Tyrkiet har selv lukket døren.

ENDELIG klar tale efter mange års gustne krumspring for at få det til at se ud, som om en indlemmelse lå lige om hjørnet. Gu gjorde den ej, og det har den formentlig aldrig gjort.

ISÆR præsident Erdogans rystende og massive udrensninger af påståede modstandere efter kupforsøget mod styret sidste år har slået officielle søm i ligkisten til det tyrkiske medlemskab af EU. 50.000 sidder fængslet.

Pressefriheden er nærmest ikkeeksisterende. Erdogan ter sig som en vanvittig despot, også ud over sine landegrænser. Han går amok, når hans ministre ikke må holde vælgermøder for millioner af tyrkere uden for Tyrkiets grænser eller se Erdogan på storskærm i tyske byer. For nylig opfordrede han sine landsmænd i Tyskland til at stemme imod Merkel. Tyrkiet forfølger skruppelløst sine dissidenter i EU.

MELDINGEN fra Merkel faldt i den tyske valgkamp, så det er ikke tilfældigt, at bruddet kommer nu. Men det bliver svært at stampe nogen op, der er imod at få rene linjer om Tyrkiets indlemmelse i EU. Tværtimod bliver det som at åbne vinduerne og lukke det friske pust ind igen, for luften har været forpestet af uværdig forstillelse og sjakren mellem EU og Tyrkiet.

FLYGTNINGE-AFTALEN er ét eksempel – Tyrkiet blev købt til at stoppe strømmen af flygtninge mod Europa mod at få omkring 22 milliarder kr. om året. Samtidig hørte man EU-formanden, Jean-Claude Juncker, fedte for Erdogan med slesk tale om, at nu må vi også se på EU’s del af aftalen ud over de mange penge – nemlig Tyrkiets drømme om fri adgang for Tyrkiets 80 mio. borgere til EU. Juncker ville hellere dø end se det scenarie i virkeligheden uanset hvad ...

UNDERVEJS HAR Erdogan med en vis vægt kunnet påpege, at han ikke fik, hvad han blev lovet. Men især efter hans brutale nedkæmpning af oppositionen har EU haft tunge argumenter for helt smække døren i.

FOR modstanderne af Erdogan i Tyrkiet må det i årenes løb have været bittert at se EU’s leflen for Erdogan trods hans hårdnakkede udvikling den forkerte vej. Samtidig har Erdogan kunnet bruge EU’s halvhjertede støtte til at puste sig op indenrigspolitisk. Det kan han så ikke mere, heldigvis.

SPØRGSMÅLET er, hvordan han vil hævne sig – ikke om han vil ... For et nederlag er det i forhold til hans løfter til borgerne.

Han kan spille forurettet og påstå, det er, fordi Tyrkiet er muslimsk osv. Men en bét er det nu engang.