Ud af busken, Mette

Arkivfoto: Jonas Olufson
Arkivfoto: Jonas Olufson

ALT TEGNER til, at regeringen laver forlig i denne uge for de nedslidte. Og at det bliver en forbedring af senior-førtidspensionen, som Socialdemokratiet muligvis også går med på. Med streg under, at S, hvis de kommer til magten, stadig agter at gennemføre retten til tidlig folkepension for nedslidte, der har været mange år på job.

DET er sådan set deres helt store flagskib i valgkampen.

S-PLANEN er bare hullet som en schweizerost. Og vi kan ikke få nogen svar på gabet mellem virkeligheden og Frederiksens hjertevarme smil på alle reklamesøjlerne med det ukonkrete løfte.

15.000 personer ser f.eks. frem til, at de er omfattet af Mette Frederiksens plan, der skal gennemføres fra næste år.

HENDES budget på tre mia. kr. rækker kun til højst 5000. Hvad så? Skal de bare slå plat og krone om, hvem der må gå hjem?

METTE Frederiksen har allerede indrømmet, at det nok bliver dyrere. Men samtidig afviser hendes trofaste, nærmest ’Komiske Ali’-agtige ordfører, Mattias Tesfaye, blankt, at det vil koste på andre dele af velfærden. Han er også bombesikker på, at S stadig er med i velfærdsaftalen, der som bekendt ubønhørligt skruer folkepensionsalderen op i takt med den længere levetid. 

LØSNINGEN skal åbenbart dumpe mirakuløst ned fra himlen, når arbejdsmarkedets parter sætter sig ned og forhandler om forslaget efter et valg. Det lyder omtrent lige så sandsynligt, som da Thorning-regeringen lovede, at bare vi alle arbejdede 12 minutter mere om ugen, var alle problemer løst.

FAKTISK er det kun en mindre del af dem med 40 år bag sig på arbejdsmarkedet, der er regulært nedslidte. Det er socialchefer, forskere og Finansministeriet enige om. De nedslidte har oftest færre års arbejde bag sig. Ligesom nedslidte kvinder ofte vil mangle fulde 40 år på arbejdsmarkedet på grund af barsel og halvtidsarbejde.

RASKE og rørige med mange års anciennitet står derfor til at nyde godt af Frederiksens forslag, mens syge ikke er omfattet. Hvor retfærdigt er det?

EFTERLØNNEN er hævet af en del mennesker før tid. De kunne få op til 100.000 skattefrit udbetalt. Men også disse mennesker vil opfylde Mette Frederiksens krav på et tidspunkt og vil kunne gå tidligere på pension, ligesom de, der stadig selv sparer op til at forlade arbejdsmarkedet tidligere via efterlønsordning.

BESKÆFTIGELSESMINISTEREN mener ifølge Børsen, at Mette Frederiksen har lovet at troppe op med en mere detaljeret plan ved forhandlingerne i denne uge. Dét afviser Mattias Tesfaye (S) indigneret som ’useriøst’ og julelege.

HVEM er det lige, der er useriøs?

563 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere