Ud af mørket

Den radikale leder Morten Østergaard er blevet klogere og tager konsekvensen. Foto. Carsten Bundgaard/Ritzau Scanpix
Den radikale leder Morten Østergaard er blevet klogere og tager konsekvensen. Foto. Carsten Bundgaard/Ritzau Scanpix

MAN SKAL ikke slå folk oven i hovedet, når de bliver klogere. Heller ikke politikere.

Så her på pladsen noteres, at de radikale har besluttet sig for at opsige forliget om offentlighedsloven – loven, som Ekstra Bladet med sit sædvanlige klarsyn døbte ’mørklægningsloven’.

NÅR VI ikke jublende byder de radikale på kage, skyldes det, at partiet og de andre bag det fem år gamle forlig lige til det sidste blev advaret om, hvilken himmelråbende hån mod demokratiet et ja til mørklægningsloven ville være udtryk for.

Men ja-partierne fejede arrogant alle advarsler til side.

SOM BEKENDT var det den daværende justitsminister i S-R-SF-regeringen, Morten Bødskov (S), der fik vedtaget den skandaløse lov med støtte fra Venstre og de konservative.

Og fra dag ét blev kolossale mængder papirer mørklagt, så det blev endnu mere umuligt end tidligere at kontrollere arbejdsgangene og magthavernes beslutningsprocesser.

MINDRE END to år efter stod det dog lysende klart for de radikale, SF og de konservative, at mørklægningen var gået for vidt. Og de proklamerede højtideligt, at loven skulle ændres. Men så fik de konservative ministerbiler og parkerede kritikken.

LISTEN OVER mørklagte sager er sørgeligt lang. To tilfældige eksempler illustrerer lovens groteske konsekvenser: Offentligheden er blevet nægtet indsigt i de dokumenter, der ligger til grund for en ny politiskole i Jylland.

Regeringen har også nægtet at udlevere analyser om det retslige EU-forbehold. Selv folketingspolitikerne fik afslag.

RET SKAL være ret: Noget er der sket. Den konservative justitsminister Søren Pape har fremsat forslag til en ny offentlighedslov.

Men den er om muligt endnu mere formørket end den nuværende.

SÅ NU har de radikale langt om længe fået nok af mørkelegen med demokratiet. Som partiformand Morten Østergaard sagde på landsmødet i weekenden:

’Vi vil tage livtag med den stadig mere lukkede måde, magten forvaltes på i Danmark. Derfor opsiger vi forliget.’

DET ER godt, at politikere bliver klogere. Men hvor kunne meget have været undgået, hvis de radikale havde lyttet til advarslerne og blokeret for loven, da de sad i regering.

I stedet for at vente til nu, hvor valget lurer, og de ikke har udsigt til ministerkontorer.

110 kommentarer
Vis kommentarer