Ukuelige Peter

MANGE MED diagnosen kræft har ofte svært ved at tale med andre end lægen og den nærmeste familie om deres sygdom. Årtiers tabu hænger stadig ved.

Heldigvis vælger flere og flere at stå åbent frem med deres eksempel for at vise omverdenen, at tidligere uhelbredelige tilfælde nu kan bekæmpes, og at selv de hårdest ramte sagtens kan have en meningsfyldt tilværelse.

VI VED ALLE, at Ritt Bjerregaard ikke ønsker kemo som led i behandlingen.

Og hvem har ikke fulgt med i Jane Aamunds årelange kamp for at bevare gnisten og værdigheden, selv om kræften ubønhørligt skrider frem.

SENEST HAR Peter Mikkelsen – engang verdens bedste fodbolddommer – valgt at fortælle om sin skæbne. Og om sin kamp.

Det skete i Ekstra Bladet i søndags, hvor mange fodbold-nørder fik et chok, da de så billederne af den tidligere topdommer lam og lænket til kørestolen.

Peter kæmper og kæmper, efter at en forholdsvis harmløs omgang modermærkekræft udviklede sig til metastaser i hjernen, fordi det ikke blev fjernet i tide.

SOM HAN SELV siger: ’Jeg kan gøre to ting i den situation, jeg lige nu befinder mig i:

Enten kan jeg sætte mig over i et hjørne og sige, hvor synd det er for mig, at jeg har cancer i hele kroppen.

Eller også kan jeg vælge at tage kampen op.

Og det har jeg tænkt mig at gøre. Jeg har ikke været til mit sidste fodbold-VM som dommerbedømmer. Jeg er sikker på, jeg kommer tilbage.’

Sådan!

DESVÆRRE MÅ det 58-årige dommer-ikon kæmpe med Rudersdal Kommune – én af landets rigeste – for at få bevilget mere genoptræning.

Men den kamp vinder han også, er vi sikre på. Ukueligheden vil sejre.

MED DERES eksempler er Ritt, Jane, Peter og mange andre med til at skubbe kræft-debatten i en positiv retning.

De signalerer, at selv om det kan se sort ud, har man selv ofte langt hen ad vejen indflydelse på sin egen skæbne. Bare man kæmper.

ÅBENHED KAN være livsbekræftende. Også når det gælder kræft.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:David Attardo
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen