MANGE HUSKER, da Mette Frederiksen lancerede sig som børnenes statsminister.Siden er billedet totalt krakeleret. Hendes magtarrogance i den ulykkelige sag om danske børn i fangelejre i Syrien har vist, at hun af politiske grunde er villig til at spille hasard med børns liv og helbred – også selvom Sundhedsstyrelsen advarer.
ET POLITISK FLERTAL har ganske vist tvunget Mette Frederiksen til at ’hjemtage’ 19 børn og seks mødre. Men tilbage sidder en alvorligt syg seksårig dreng og hans mor. Barnet er offer for statsministerens stædighed og betaler prisen for, at regeringen kan holde sammen.
I ET LÆSERBREV i Politiken bliver situationen rammende beskrevet af Lene Bundgaard fra Værløse:’Man kan ikke indgå et kompromis om børns liv og helbred. Vores umenneskelighed i denne sag er pinlig for Danmark. Vores politikere finder det tilsyneladende vigtigst af alt at demonstrere hård udlændingepolitik, selvom man derved ignorerer både menneskerettigheder, børnekonvention og retsstatsprincipper og desuden tilsidesætter al sund fornuft og menneskelighed.
’METTE FREDERIKSENS holdning har hele tiden været, at vi godt vil tage imod de danske børn i de syriske fangelejre. Men ikke deres mødre, for de har vendt civilisationen ryggen med deres støtte til terrororganisationen Islamisk Stat i al dens hæslighed og har dermed fraskrevet sig retten til dansk statsborgerskab.
DET TÆLLER IKKE, at en tvungen adskillelse af mor og barn strider mod alle fundamentale menneskerettigheder og al anstændighed, for statsministeren bliver utilpas, når hun beskyldes for at være for blødsøden i udlændingepolitikken. Selvom mødrene vil blive retsforfulgt i Danmark, tilfredsstiller det ikke stormtropperne på højrefløjen – og Mette Frederiksen.
HUN SER DERFOR bort fra en indstilling fra Sundhedsstyrelsen, der anbefaler, at den tilbageværende seksårige dreng og hans mor hurtigt bliver evakueret til Danmark. Barnets helbredstilstand er forværret, han har granatsplinter i kroppen, og en operation på grund af vejrtrækningsproblemer er nødvendig, skønner styrelsen.
UNDER FOLKETINGETS spørgetime i tirsdags forsøgte Enhedslistens Mai Villadsen at appellere til statsministerens bedre jeg. Men den faldt hun ikke, for Mette Frederiksen stod fast. Og stik imod sædvane stillede hun efter spørgetimen ikke op til pressemøde. For at slippe på opfølgende spørgsmål, selvfølgelig.
I YDERSTE KONSEKVENS må den efterladte dreng i Syrien bøde med sit liv, hvis regeringen (læs Mette Frederiksen) ikke ændrer holdning.Og hun reklamerer stadig med, at hun er børnenes statsminister. Vorherre bevares.