Undskyld for hvad?

Hver gang, vi her på Ekstra Bladet har afsløret Lars Løkke Rasmussen i at udvise dårlig dømmekraft, har Løkke altid travlt med at forklare Ekstra Bladets journalister i stærke vendinger, at nuancerne mangler. 

Men hvad er det for nuancer, du mangler, Løkke?

Når du afsløres i at rejse på første klasse for udviklingsbistand og får underbukser, habitter og alt muligt andet betalt af partiet, så er det jo fakta. Eller som nu, hvor du efter at have stået over for venner, partikammerater og vælgerne og lovet at forbedre dig, så alligevel tager imod et gratis sommerhus-ophold fra en kontroversiel kvotekonge og senere deltager i samme mands firmafest. Det er også fakta.

Ingen nuancer kan forklare, at Løkke systematisk mangler dømmekraft.

Sidste søndag stod Løkke til torskegilde i Thyborøn og fortalte tårevædet, at han er så ked af, at det skal være så hårdt at kende ham. Det hele endte med en undskyldning til stor-fiskeren og kvotekongen John-Anker Hametner.

Undskyld for hvad? Det var i hvert fald ikke en undskyldning for Løkkes egen opførsel, for Løkke siger, at han står fuldt og helt ved den måde, han lever sit liv på’.

Den tanke har åbenbart aldrig strejfet Løkke, at det handler om ham selv. Måden, han er på. Hans manglende evne at kende grænsen for, hvad han bør modtage, og til efterfølgende at indrømme sine fejl.

Og ikke mindst til at lære af sine fejl.

Venstre gav Løkke en ny chance i 2014. De troede, han var blevet klogere. Nu står de der igen. De var lige kravlet op ad Himmelbjerget. Nu skal de op ad Mount Everest for at genvinde troværdigheden. 

Danmark er en nation af syndere. Når vi trækker vejret for sidste gang, må vi nok alle indrømme over for Vor Herre, at vi har fiflet en lille smule. Derfor er vi også en nation, der gerne tilgiver fejl. Heldigvis. Men det kræver, at synderne erkender deres fejl. Og det gør Løkke ikke. Han siger ikke undskyld for det, han gør, men nok mere for, at det var ærgerligt, at det blev opdaget.

399 kommentarer
Vis kommentarer