UPS!

Foto:Jens Dresling/Polfoto
Foto:Jens Dresling/Polfoto

POLITIKEN UDKOM i går med en kæmpe overskrift:
’Departementschef på møde: Tilrettelæg arbejdet, så vi undgår offentlighed’.
I artiklen afsløres via en skjult lydoptagelse uddrag af en peptalk, som departementschefen i økonomi- og indenrigsministeriet Sophus Garfiel har holdt for sine medarbejdere på et morgenmøde.

ISÆR DENNE udtalelse fra Garfiel vækker opsigt:
’Hvis I er meget optaget af, at der ikke skal være offentlighed i noget, jamen, så må vi tilrettelægge vores arbejde på en sådan måde, så der ikke er offentlighed i det’.

MANGE MENER med rette, at det er i strid med intentionen i den meget omstridte offentlighedslov – også kaldet mørklægningsloven – fordi alt i udgangspunktet skal være offentligt, og at kun bestemte oplysninger kan mørklægges.
Som juraprofessor Steen Bønsing udtrykker det: – Embedsmænd må ikke tænke strategisk i, hvilke oplysninger de vil have frem, og hvilke de ikke vil have frem.

AFSLØRINGEN i Politiken kommer på det værst tænkelige tidspunkt for regeringen i almindelighed og justitsminister Søren Pape (K) i særdeleshed, de er under pres for at bløde loven op.
Før sin ministertid var Pape fyr og flamme for at få det meste af lukketheden pillet ud af mørklægningsloven – han gjorde det oven i købet til en mærkesag for de konservative.
Men efter han selv kom med i regeringen, har piben fået en anden lyd. Nu er det tilsyneladende tilstrækkeligt med små kosmetiske ændringer.

EKSTRA BLADET HAR skrevet det før og gentager det gerne: Loven er en skandale, som hindrer befolkningen i at få indsigt i de svinestreger, der ind i mellem foregår bag lukkede døre i ministerierne.
En indsigt, som fhv. fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) meget sigende internt betegnede som ’en sygdom i samfundet’.
Departementschefens peptalk kan kun opfattes som et skulderklap til de mørke kræfter i embedsværket, som bruger lukketheden som middel til at skærme sig selv og deres minister.

VI ER OVERBEVIST om, at Garfiels politiske chef Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) er yderst fortørnet.
Ikke over departementschefens udtalelser, men over, at de har fundet vej til offentligheden. Så jagten på whistlebloweren er gået ind!

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen