Lukkethed: I stort set alle de undersøgelser, der er lavet om korruption, bliver Danmark vurderet som et af de politisk mindst korrupte lande. Det skal vi være stolte af.
Men vi skal også være på vagt, hvis grundlaget er ved at erodere. Og det er det lige nu.
Danmarks bærende regeringsparti, Venstre, har åbenlyst den holdning, at det ikke rager offentligheden, hvem der støtter partiet, og hvilke personlige interesser partiets ministre og folketingsmedlemmer dyrker.
Derfor vidste ingen, at Venstres fiskeriordfører, Thomas Danielsen, både politisk og privat har fået millionstøtte fra en af de såkaldte kvotekonger, før vi afslørede de tætte bånd her i Ekstra Bladet.
Vi må heller ikke få at vide, hvorfor udviklingsminister Ulla Tørnæs havde aktier i et selskab i skattely. Hun nægter at stille op til et samråd og slutter afslaget med: ’Det bemærkes i tilknytning hertil, at mit virke som udviklingsminister ikke har forbindelse til mine privatøkonomiske dispositioner.’
Det er muligt, alt foregår efter bogen i familien Tørnæs og blandt Venstres øvrige folkevalgte. Men hvorfor så ikke aflive myten om det fordækte?
Et sundt og godt demokrati er vel netop kendetegnet ved, at der er åbenhed om, hvordan magten anvendes og udføres?
Og det bliver helt sort snak, når endnu en Venstre-minister, Esben Lunde Larsen, bekendtgør, at han skam går ind for åbenhed, men med det forbehold, at han skal bestemme, hvornår man åbner op for hvad, og at det der med at offentligheden kan få aktindsigt er ’en sygdom i samfundet’.
Jeg fatter ikke, at Venstre ikke selv kan se, at de burde føre an i åbenhed. De er mildest talt bagud på point oven på Lars Løkke Rasmussens forsøg på at sløre, hvordan han rejste på første klasse og fik sine habitter betalt.
Det er nærliggende at konkludere, at Venstres folkevalgte har rigtig meget at skjule. Men det er for nemt. Det handler nærmere om en anløben partikultur, anført af partiets formand, Lars Løkke Rasmussen. Ingen skal komme og fortælle Løkke, hvad han har pligt til at oplyse. Og samme holdning har en række af Venstres folketingsmedlemmer. De nægter simpelt hen af principielle grunde at oplyse, hvilke erhvervsinteresser de har. ’For hvad bliver det næste? Skal vi så også oplyse, hvilken bil vi kører i?’ Det ikke bare lyder dumt. Det er dumt.
Forstå det nu: Tilliden bliver kun genoprettet, hvis der er åbenhed om, hvilke private interesser politikerne har. Der skal være fuld gennemsigtighed i, hvem der støtter de politiske partier med hvilke beløb, så der bliver åbenhed om, hvordan og hvorfor politiske beslutninger træffes, og om det er for borgernes skyld.
