Vejen til Dubai

Venstres Michael Aastrup Jensen mangler både situationsfornemmelse og moral. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Venstres Michael Aastrup Jensen mangler både situationsfornemmelse og moral. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Hvem ville ikke gerne tage et smut til Dubai? 26 grader, sol og følelsen af, at corona ikke eksisterer. Men der er den hage ved det, at regeringen og sundhedsmyndighederne klart anbefaler, at man bliver hjemme. Det har en række reality-kendisser som Nicklas Bendtner, Elvira Pitzner og Mikkel Kessler set stort på.

Hvem gider tænke på folkesundheden, når man kan spise en skøn frokost i solskin med vennerne og ovenikøbet fodre Instagram-følgerne med et billede? For reality-kendisser står selfies over sundheden. Mig. Mig. Mig. Se mig.

Næstformanden i Folketingets udenrigspolitiske nævn, Michael Aastrup Jensen, er den seneste Dubai-realitydeltager. Han tog afsted med kæresten, som poserede i bikini foran gulv-til loft-vinduet i parrets hotelsuite, så alle hendes Instagram-følgere hjemme i Randers kunne se den skønne skyline-udsigt. Den åbne Instagram-profil blev lynhurtigt lukket, da Ekstra Bladet begyndte at bore i sagen.

Men historien har ikke siden været til at stoppe for Michael Aastrup, fordi han fuldt og helt lever op til alle de andre reality-kendissers mangel på situationsfornemmelse og moral.

Og undskyldningen for at være i Dubai er også den samme. Både Aastrup og reality-kollega Bendtner påstår, at de var på arbejdsbesøg. Bendtner er for øvrigt vist stadigvæk i Dubai, fordi han ikke har kunnet finde ud af at få en flybillet hjem.

Hvem næstformanden for Det Udenrigspolitiske Nævn mødtes med ud over konsulen og kæresten, er stadig uklart, da Aastrup blot har vrisset over for Ekstra Bladet, at det skylder han ikke os en forklaring på.

Blot lidt ærgerligt for hele Aastrups troværdighed at Jyllands-Posten kunne oplyse, at hans sekretær havde meddelt, at hendes chef var på ferie og derfor ikke kunne deltage i et interview.

Vejen til Dubai er åbenlyst brolagt med dårlige undskyldninger.

147 kommentarer
Vis kommentarer