I DAG optages Finland i Nato. Om ikke længe sker det samme for Sverige. Vi taler en absolut usandsynlighed for blot få år siden. Og det er en af de væsentligste udviklinger i Danmarks nærhed i disse år. Og indlysende godt.
Despoten i Moskva har med sit overfald på Ukraine skabt et Europa, hvor man enten er for ham eller imod ham.
Og resultatet er ikke til hans fordel: Har Vladimir Putin indædt brugt et år på at udvide sit territorium en kende, har han til gengæld ufrivilligt udvidet fjendens stort.
VI TALER imidlertid fortsat om verdens angiveligt største atommagt, hvorfor Rusland vil blive ved med at udgøre en fare for hele Europa. Det er en ny terrorbalance. En tilbagevenden til den kolde krigs logik. Men den er stadig at foretrække frem for en varm. Og når Putins svar til Finland er at rasle med nøglerne til affyringsramperne, er modsvaret, som tidligere nævnt på denne plads, at vi lærte en lektie af den kolde krig: Trusler slår ingen ihjel.
Og vi taler på grund af Nato – nærmere bestemt USA - fortsat med en større kæp i hånden, end russerne gør. Det er derfor, Finland og Sverige nu stiller sig ved siden af den.
NOK HAR vi afskaffet forsvarsforbeholdet over for EU. Men ingen aner, hvad det koster at forsvare EU uden USA’s hjælp. Med briternes farvel afholdes 80 procent af Natos udgifter af ikke-medlemmer af Den Europæiske Union. Det er vanskeligt at se det blive bedre – og helt umuligt at se det blive billigere – med en EU-hær. Vi må forstærke os i overensstemmelse med partnerskabet med USA og amerikanernes ønsker.
FRA I DAG udgør landet med den længste grænse mod Rusland også en del af Natos grænse mod Rusland. Og dertil kommer det lige så pludselige sammenhold i Nato. Vladimir Putins overfald på Ukraine har flået sløret af flere års selvgodhed og undvigeadfærd i Europa.
For nok har Rusland underlagt sig fem ukrainske regioner. Putin og kompagni har tillige udvidet og styrket Nato i en grad, så selv Tyskland og Danmark skruer op for forsvarsbudgettet og vil bidrage med de to procent af bruttonationalproduktet, man har lovet, men hidtil omgået i den vestlige forsvarsalliance.
DER FINDES folk, der mener, det er farligt at presse Ruslands gale mand. Det er muligt. Men det er også en hån mod et stærkt kæmpende ukrainsk folk at lade være. Det er selvindlysende, at Putin skal belæres om, hvor grænsen går, og at 1340 kilometer af den nu er rykket helt tæt på, og at mere følger.
