Velkommen til Nordpolen

Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Foto: Rasmus Flindt Pedersen

OM KNAP en måned kommer Donald Trump til Nordpolen, altså det vi andre kender som Danmark. Den amerikanske præsident kommer ikke på nogen måde for at finde ud af, hvem vi er, eller om han kan lære noget af os. Han er som bekendt ikke typen, der mener, at han kan lære noget af nogen. Hans valgslogan ’America first’ betyder i virkeligheden ’Trump first’.

FORUD for besøget hos os besøger Trump det andet Polen. Altså landet Polen. Et land, der lige som os har stor strategisk betydning for amerikanerne i deres drøm om at styre verden. Officielt hedder det altid, at USA og Danmark er nære allierede. Derfor besøger amerikanske præsidenter os gerne.

VIRKELIGHEDEN ER, at USA altid har været Danmarks beskytter, fordi vi ligger som en af de afgørende brikker i hele det amerikanske spil om magten i vores område af verden. Og det bør vi takke for. Til enhver tid og til enhver præsident. 

Tidligere handlede det om det store stygge Sovjet og østblokken. Nu handler det om interesserne i de arktiske områder omkring Grønland. 

Indlandsisen smelter i rekordtempo, og det baner vej for nye sejlruter nord om Grønland med gigantiske kommercielle og militære potentialer for Rusland og Kina.

DERFOR er Danmark Nordpolen for USA. Vi er sikkert også den Lille Havfrue, Tivoli og royal røgelse, og mange amerikanere tror som bekendt, at H.C. Andersens eventyr er virkelige, og Danmark er hovedstaden i Oslo. 

Dertil kommer, at amerikanerne nu har en præsident, der selv ligner en fiktion og elsker at optræde i eventyrlige rammer. Den eneste forskel på H.C. Andersens eventyr og nutiden er, at eventyrfigurerne er afløst af reality-stjerner og skuespillere.

Trump er begge dele. Men han sidder med fingeren på verdens største aftrækker. 

DET BLIVER ALVOR, hvis Trump begynder at anvende samme retorik om Kina og Rusland, som han hidtil har anvendt om mexicanere på vej til USA, kvinder, hjemlige politiske modstandere samt enhver, der byder ham trods på Twitter.

TRUMP MENER tydeligvis, at angreb er det bedste forsvar i alle sammenhænge. Det handler tilsyneladende om at måle pik med gud og hver mand og vise, at han er en helvedes karl. 

Derfor er det klogeste, vi kan gøre, at sige goddag til præsidentembedet 2. september og mest muligt ignorere ham, der udfører det lige nu og så håbe på, at Trump trods alt omgiver sig med begavede mennesker, der forstår alvoren af, hvad der foregår her i Nordpolen.

298 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere