JUSTITSMINISTER PETER HUMMELGAARD er blevet grebet i at parkere ulovligt. Konsekvent ulovligt, endda: Netmediet B.T. har afsløret, at den socialdemokratiske minister fire ud af fem morgener parkerer ulovligt, når han afleverer sine børn i daginstitution.
DET DUR JO IKKE; loven gælder for alle. Der er ikke som i science fiction-romanen 'Fagre nye verden', hvor verdenspræsidenten selvfølgelig ikke behøver at overholde lovene, da det jo er ham selv, der skriver dem.
Men måske mener Hummelgaard alligevel, at han er sådan en lille smule verdenspræsident. Han blev i hvert fald ikke flov.
'Jeg vil hverken beklage eller forklare mig over for B.T., for det gør alligevel ingen forskel for den historie, man gerne vil skrive,' lød hans svar, som blev efterfulgt af jammerklynk om, hvor travlt, han har, og hvor vigtigt det er at følge sine børn i institution.
DEN SOCIALDEMOKRATISKE HIRD er straks rykket Hummelgaard til undsætning ved at skyde på budbringeren. Der tales om overvågning og sammenlignes med journalister, der roder i skraldespande.
Vås. Der var en borger, som tippede B.T. om, at Hummelgaard konsekvent parkerede ulovligt. Det er en alvorlig anklage mod en justitsminister, at han konsekvent bryder loven, så det kan man ikke skrive uden dokumentation. B.T. skaffede dokumentationen og skrev derefter om sagen. Længere er den ikke. Det har intet med overvågning at gøre.
Og det kan slet ikke sammenlignes med den nidkære overvågning, mange borgere er udsat for: Kontanthjælpsmodtagere får gransket deres profiler på sociale medier. Skat ser alt og vil vide alt. Og nå ja, ulovligt parkerede biler bliver fotograferet af p-vagterne.
I DISSE ÅR er danskernes tillid til politikerne under nedbrydning: Kun hver tredje har i dag tillid til regeringen og Folketinget; en halvering på to år. Hvad mon der i den situation får landets justitsminister til at mene, at det er en god idé først at bryde loven og derefter give et arrogant svar, når han bliver afsløret?
MAN KUNNE SÅ HÅBE, at Hummelgaard vil blive klogere med tiden; den slags sker jo. Desværre synes han at udvikle sig den modsatte vej. For et par år siden var der en coronaafspærring på Det kongelige Teater, som Hummelgaard - dengang beskæftigelsesminister - ikke mente gjaldt for ham. Han blev afsløret. Og beklagede. Og tilføjede: 'Det er klart, at jeg som minister har et særligt ansvar for at overholde reglerne.'
VI VIL SPÆNDT følge med i Hummelgaards udvikling. Måske vil den forløbe parallelt med udviklingen i regeringens meningsmålinger.