Vi er alle Trump

Danmark fortsætter med sin grænsekontrol. Sammen med Sverige, Tyskland og Østrig.

Ingen uvedkommende skal have adgang.

Dette er værd at bemærke, når man for tiden latterliggør USA’s præsident, Trump, for at ville opføre en mur mod Mexico. Der er faktisk kun geografien til forskel på os og den angiveligt gale præsident, der med en mur vil stoppe migrant-strømmen af mexicanere og sydamerikanere ind i USA.

EU har ikke bare samme problem som USA. Vi har også samme løsning som præsident Trump.

Europas ’Mexico’ består af migranter fra Mellemøsten og Nordafrika. Europa har allerede Middelhavet, der fungerer som mur. Og som patruljeres som en mur.

I Ungarn findes tillige en ’pigtrådsmur’ mod migrant-strømmen. Samtidig har EU betalt Tyrkiets præsident, Erdogan, 22 milliarder kroner for, at Tyrkiet udgør en mur mod flygtninge- og migrant-bevægelsen ind i Europa.

Alle lande i EU har således enten genindført eller er på vej til at genindføre grænsekontrol. Frankrigs næste sandsynlige præsident, den konservative leder, Francois Fillon, erklærede i går, at han som en første præsident-gerning genopretter Frankrigs grænser og kontrollen med dem.

Globaliseringens velsignelse er forvandlet til forbandelse. Et klart flertal i den europæiske befolkning ønsker at stoppe migrant-strømmen. Men mange ønsker ikke at tale om eller se, hvordan det finder sted.

For den slags kræver naturligvis magtudøvelse.

Det vil sige, at hvor lidt vi end bryder os om det, kan skud blive affyret. Vold vil forekomme. Mure eller pigtrådshegn vil blive opført.

Dette er alt sammen som bekendt en forlængelse af statslig magtudøvelse.

Men det er den slags magtudøvelse, vi i Europa og Danmark helst ikke taler om. Her i det europæiske hus er vi jo gamle, agtværdige demokrater og humanister.

En stor del af os peger hellere anklagende over Atlanten på Trump og hans plan om muren mod Mexico.

Over 3000 kilometer mur er sandt nok en meget lang mur.

Men lægger vi alle vore egne – i overført betydning – mure sammen, både Europas ydre og de indre, der skal stå, indtil den ydre bliver effektiv, har vi mere mur, end Donald Trump nogen sinde kan drømme om at bygge.

237 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere