Vi går ind for Mohamed

Det er ikke det Danmark, vi her på Ekstra Bladet går ind for. Tværtimod.

Mange husker den somaliske slagteri-arbejder Mohamed Ibrahim, der i december stod til blive smidt ud af Danmark. Han blev reddet, fordi hans meget tilfredse arbejdsgiver på et slagteri i Thisted satte Ibrahim på natarbejde. Hermed kom årslønnen op over 418.000 kr., hvilket automatisk giver opholdstilladelse.

Nu skal Ibrahim måske smides ud alligevel.

Det skriver Styrelsen for International Rekruttering og Integration i en såkaldt partshøring. De 422.000 kr., Mohamed tjener om året på natholdet, er en gennemsnitligt udregnet akkordløn.

Og den går ikke, siger Styrelsen. Det skal være fast løn.

Lad os opsummere: Mohamed Ibrahim har demonstreret stor arbejdsomhed. Han er selvforsørgende. Han er integrationsvillig. Han taler dansk. Hans kolleger på slagteriet Tican, som han cykler 13 km til og fra hver dag, har arrangeret støtteaktioner for ham. Og formanden, Alfred Nielsen, for den lokale fodboldklub, Hundborg Boldklub, siger til TV2 Midt/Vest:

’I en lille by som vores passer Mohamed rigtig godt ind.’

Alt, hvad alle danske indvandrer-skeptikere eller -modstandere er skeptiske eller modstandere på grund af, gøres til skamme i somaliske Mohamed Ibrahims tilfælde.

Og er det ikke pointen, om vi må spørge? Hvad var det, Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg mente, da Venstre kom med et udlændinge-udspil, der hed ’Danmark – for dem der kan og vil’?

Hvis Mohameds indsats fortsætter, kommer han endda til at tjene mere end 422.000 kr. i år. Sådan er akkorder nemlig skruet sammen. Blandt visse danskere i den ældre generation vil man kalde det ’uartigt’, hvad Styrelsen for International Rekruttering og Integration her fremturer med.

I disse dage konkurrerer politikere i Danmark om at gå først og mest ind for alt, der diskvalificerer mennesker som danske. Christiansborg er tilsyneladende udelukkende beskæftiget med at bygge et Danmark, der definerer sig ved alt, hvad Danmark ikke bryder sig om.

Dermed har vi glemt halvdelen af, hvem vi er.

For bør vi ikke tillige tage med, hvad vi værdsætter? Når vi bliver givet muligheden for at fremhæve, at flid, fordomsfrihed og personlig ansvarlighed ikke bare er påskønnet, men bærende værdier i Danmark, bør vi så ikke omfavne den?

Mohamed Ibrahim er det modsatte af parallelsamfundet. Han er alt, hvad vi i Danmark går ind for. Hvorfor så vise ham ud?

399 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere