Vi har brug for et paradigmeskifte mere

Ifølge Dansk Folkeparti har vi fået et paradigmeskifte i asylpolitikken, men vi har brug for et mere. Vi har brug for et paradigmeskifte blandt politikerne selv.

I dag bringer Ekstra Bladet en liste over privilegier, goder og særordninger for politikerne. De har nemlig bevilget sig selv langt bedre betingelser end deres vælgere. Det er alt fra ubegrænset sygeorlov uden kontrol, guldrandede pensionsordninger til gratis adgang til Zoologisk Have og Tivoli.

Selv Folketingets formand Pia Kjærsgaard har tilsyneladende indset, at den er helt gal: ’Vi har igennem tiden tiltaget os nogle privilegier, som er svære at forstå for menigmand.’

Ja, det kan man roligt sige. Mon ikke mange småbørnsforældre gerne ville have nogle ekstra måneder på barsel. Eller hvad med adgang til samme guldrandede pensionsordninger, som ministre og politikere har? Den såkaldte vederlagskommission konstaterede for et par år siden, at det er umuligt at købe sig til en tilsvarende pension i en privat pensionskasse.

Men politikerne er uden vilje til at afgive deres privilegier. Også Pia Kjærsgaard. Hun har haft fire år som formand til at tage initiativ til at ændre tingene. Intet er sket.

Jeg tror, det handler om, at politikerne ikke tør stå ved, at de reelt får 70.000 kr. om måneden i løn. Derfor pakkes den rene gage ind i særordninger og privilegier, som er svære at gennemskue. Men de er afsløret.

Snart vil mindst hver tredje folketingsmedlem miste deres plads ved det kommende valg. Alle med velpolstrede fratrædelsesgodtgørelser. Når de lukrative fratrædelser udløber, vågner de brat op til virkeligheden. Man kan blive helt bekymret for, om tidligere MF’ere overhovedet kan integreres i det danske samfund.

Intet tyder desværre på et snarligt paradigmeskifte blandt politikerne selv, men Ekstra Bladet garanterer til gengæld, at vi bliver ved med at dokumentere det parallelsamfund, medlemmer af Folketinget lever i, indtil de melder sig ind i det Danmark, danskerne lever i.

421 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere