Vi spilder liv

'Vi parkerer tusinder af mennesker på passiv forsørgelse uden en plan for fremtiden', skriver Poul Madsen i søndagens leder. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
'Vi parkerer tusinder af mennesker på passiv forsørgelse uden en plan for fremtiden', skriver Poul Madsen i søndagens leder. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Man behøver bare perifært at stifte bekendtskab med jobcentrene for at forstå, at der er et eller andet helt galt. I fire måneder har Özlem Cekic og jeg fulgt to nye danskeres vej ind på arbejdsmarkedet. Vi troede, at det ville blive historien om nogle ret simple barrierer, som med enkle midler kunne løses. Men vi mødte en mur af problemer.

Tanken var rigtig, da den borgerlige regering for fire år siden administrativt besluttede, at kommunerne som udgangspunkt skal se flygtninge som en ressource og ikke et problem. Men der er stadig en gruppe af nu ’jobparate’ flygtninge, der slæber rundt på tortur og krigstraumer, som gør, at de ikke kan arbejde.

Jobcentret mente, vores ene hovedperson, som er torturoffer fra Mellemøsten, var jobparat, uden at de dog havde kunnet finde et job til ham i otte måneder. De sikkert velmenende medarbejdere talte også engageret om, hvordan de ser på ’hele mennesket’, er ’individ-orienteret’, og om hvor vigtigt, det er, at flygtningen får et netværk. 

Men vores hovedperson talte stort set ikke dansk og har aldrig fået tilbudt en fritidsaktivitet. Vi fik ham til karate og fandt et job til ham. Men var naive nok til at stole på jobcentrets erklæring om, at han var jobparat.

Det var han ikke. Efter fire timer gik han igen, fordi han skulle arbejde sammen med arabere, som mindede ham om de torturbødler, han var flygtet fra. Nu er han sygemeldt uden plan.

Men hvorfor så jobcentret ikke, at denne mand var syg? De vidste heller ikke, at han i sin hjemkommune var blevet anvist en container som bopæl, hvilket mindede ham om de fængselsceller, han har været spærret inde i. 

Der er heller ikke noget, der tyder på, at jobcentret vidste, han var i behandling for svær posttraumatisk stress (PTSD) på et psykiatrisk center. For havde de vidst det, så havde de vel ikke erklæret ham job-parat?

Eller også er det netop pointen. Alle erklæres jobparat, så slipper man for at se individuelt på deres problemer. En anden pointe er, at ingen af myndighederne tilsyneladende taler sammen.

Vores historie er på ingen måde en enlig svale. Det bekræfter Mette Blauenfeldt, leder af Center for Udsatte Flygtninge. Det eneste, der hjælper, er en ’håndholdt individuel indsats’ over for de flygtninge, der har problemer.

Vi bruger 13 mia. kr. på jobcentrene om året. Præcist hvad vi får for milliarderne, er der ingen, der kan svare på. Det er i sig selv en skandale, der burde få enhver ansvarlig politiker til at kræve en tilbundsgående undersøgelse.

Men værst er, at vi spilder liv. Vi parkerer tusinder af mennesker på passiv forsørgelse uden en plan for fremtiden. Og det gælder ikke kun nye danskere. De er bare særligt udsatte, fordi de er nye her i Danmark.

349 kommentarer
Vis kommentarer