I DAG fortæller Ekstra Bladet historien om 15-årige Ayda, der tog sit eget liv, mens hun var i velfærdssamfundets varetægt. Hun gjorde det, blot halvanden uge efter at en anden 15-årig pige, Zoubida, på samme anbringelsesinstitution også havde begået selvmord.
SAGEN er oprørende. På grund af forløbet og omstændighederne.
HJORTHOLM Kostskole og Høje-Taastrup Kommune vidste, at Ayda havde selvmordstanker. Hun havde beskrevet konkrete planer om selvmord. Og havde fortalt om at høre stemmer, der sagde, at hun skulle gøre det. Alvoren samt vigtigheden af at handle burde derfor have ringet som en rungende alarm i hele systemet.
OG ikke mindst oven på Zoubidas forudgående selvmord.
MAN siger, at et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svageste. I den danske velfærdsmodel har man altid givet borgere, der har hjælp behov, en varm og livgivende hånd. Velfærden er ikke mindst tiltænkt de svage, de plagede, de uheldige, de udsatte. I dette lys bør enhver sande det principielt vigtige i at bringe historien om de to pigers selvmord på Hjortholm – en skole for udsatte børn - frem i offentligheden.
SOM Knud Aarup, tidligere direktør i Socialstyrelsen, siger i dagens avis efter at være forelagt sagen: - Når to unge kvinder ender med at begå selvmord på en dansk institution, så har vi som system fejlet.
HØRTE man i november måned hverken på Hjortholm Kostskole eller i Høje-Taastrup Kommune alarmklokkerne ringe, inden Ayda gjorde alvor af sine ord, bør hele det institutionsvæsen, der har at gøre med udsatte, til gengæld høre dem ringe nu. Klart og tydeligt. Vi kan som velfærdssamfund ikke leve med, at dette sker. Faktisk kan man som menneske ikke leve med det.
DET er ikke alene samfundet, det er også os borgere, os mennesker, der skal måles på, hvordan vi opfører os over for de medmennesker, der er så fortvivlede, at de er i frit fald og har brug for, at vi griber dem. Slår man op i en ordbog under svigt, står der: ’At skuffe eller forsømme nogen ved ikke at gøre det, som man har lovet, eller det, som forventes af én.’