Vi svinger godt sammen

ALLE ÅNDER lettet op: Donald Trump er tilbage i USA uden at have gjort nævneværdig skade på Nato-samarbejdet efter to dage i London i selskab med europæiske regeringschefer og andet godtfolk.

De var kaldt sammen for at fejre Natos 70-års fødselsdag, og arrangørerne frygtede, at Trump vanen tro skulle ødelægge festen med sine velkendte svulstigheder og provokationer.

PÅ ET TOPMØDE sidste år truede han således med at forlade militæralliancen, hvis ikke de enkelte medlemslande forhøjede deres bidrag markant.

I London gentog han opfordringen, men på en pæn og nærmest stilfærdig måde.

SELV PRÆSIDENT Macron, der havde kaldt Nato-samarbejdet for hjernedødt på grund af USA’s tilbagetrækning fra Syrien, fik et venskabeligt skulderklap.

ENESTE MISLYD kom, da Trump hørte rygter om, at nogle af statslederne med den canadiske premierminister, Trudeau, i spidsen gjorde grin med ham bag hans ryg. Men The Donald nøjedes med at kalde Trudeau for falsk og aflyse et pressemøde.

VORES EGEN Mette Frederiksen bidrog til den gode stemning, da hun efter et 20 minutter langt møde med Trump udtalte til verdenspressen, at ’vi svinger godt sammen.’

En tåkrummende udtalelse, skulle man mene, når man tænker på, hvor ubehøvlet den amerikanske præsident optrådte i september, da han ville købe Grønland.

DENGANG BRUGTE den danske statsminister helt korrekt udtrykket ’en absurd diskussion’, hvilket fik en rasende Trump til at beskylde hende for at være modbydelig og med ultrakort varsel aflyste et officielt besøg i Danmark.

Men det var altså dengang.

I LONDON KOM Mette Frederiksen ind i varmen hos Trump ved at fortælle, at hun så frem til et tættere samarbejde med amerikanerne om at sikre Arktis mod aggressive stormagter som Rusland og Kina, og at danskerne netop har afsat 1,5 milliarder kr. ekstra til formålet.

PÅ VEJ HJEM over Atlanten tweetede Donald Trump lystigt om de store resultater, han havde opnået, og roste samarbejdet i Nato.

Så alliancen lever og har det tilsyneladende nogenlunde. Lige indtil den amerikanske præsident igen finder på at optræde som en hanelefant i en glasbutik.

Og det kan hurtigt ske. Måske allerede i morgen. 

138 kommentarer
Vis kommentarer