Vi ved intet før om to år

'Vi skal alle have corona på et eller andet tidspunkt, og derfor er intet overstået, før vi alle har været gennem sygdommen, eller der er fundet en vaccine', skriver Poul Madsen.
'Vi skal alle have corona på et eller andet tidspunkt, og derfor er intet overstået, før vi alle har været gennem sygdommen, eller der er fundet en vaccine', skriver Poul Madsen.

LIGE NU, tror jeg, at mange ser forundret på Sverige. Forbudslandet er åbent, børnene går i skole, mens vi, Skandinaviens latinoer, de vilde, åbne og frække, er lukket helt ned. I Malmø drikker de cafe latte i solen på Stortorget, mens vi i København sniger os rundt om hinanden i store cirkler af frygt for at blive smittet.

BÅDE SVERIGE og Danmark ledes af socialdemokrater, men de ser åbenlyst helt forskelligt på, hvordan vi kommer bedst gennem coronakrisen.

DØDSTALLET i Sverige er ca. dobbelt så højt som i Danmark. Det kunne pege på, at Mette Frederiksen er den klogeste. Men det ville være en forhastet konklusion. 

VI SKAL ALLE have corona på et eller andet tidspunkt, og derfor er intet overstået, før vi alle har været gennem sygdommen, eller der er fundet en vaccine. I Sverige raser coronaen således hårdere end i Danmark. Kan man dermed konkludere, at de kommer hurtigere igennem? Måske, måske ikke.

REGNEBRÆTTET kan reelt først gøres op om et par år. Og med i den beregning hører, hvordan økonomien i mellemtiden har udviklet sig. Lige nu har vi med coronanedlukningen fået næsten 50.000 nye arbejdsløse. Vi har set hele brancher lagt øde og en begyndende bølge af konkurser, som ikke engang regeringens velmenende støttepakker kan forhindre.

DEN NEGATIVE spiral er i gang. Vil den stoppe, når vi engang lukker op igen? Det ved vi heller ikke.

I SVERIGE er samfundet mindre ramt, og skrækscenariet for mig er, at svenskerne om to år viser sig at være gledet gennem coronakrisen sundhedsmæssigt forholdsvis nådigt og uden at have gjort varig skade på økonomien, mens vi økonomisk halter håbløst bagefter på grund af det totale stop.

INGEN TVIVL om, at vi danskere er med Mette Frederiksen lige nu. Hun har vist handlekraft. Men var det for meget?

DER ER KLARE sprækker i argumenterne for den stenhårde linje, hvor alle kræfter fokuseres på at bekæmpe corona.

HOSPITALERNE ER IKKE overbelastede. Lige nu sendes personale hjem, hvilket virker absurd, fordi tusindvis af operationer er blevet aflyst. Alt er omstillet til corona-epidemi, men patienterne udeblev.

OG ØKONOMIEN er sendt ud på afgrundens rand. Som jeg skrev i sidste uge: Jeg håber fandeme, regeringen ved, hvad de gør – og er klogere end svenskerne.