Vi vil også have vores land tilbage

 

Afstemning nu: Briterne forlader EU. Men der er ingen grund til at være overrasket. Den folkelige modstand mod den bureaukratiske EU-maskine maser sig uimodståeligt frem overalt i EU, og de, der nu er i chok over briternes exit, har kun sig selv at takke for forskrækkelsen.

DET ER nemlig eliten, der er i chok. EU er blevet elitens projekt, ikke befolkningernes. Derfor er det lykkeligt, at briterne sagde stop.

DET GROTESKE er, at frem til at briterne begyndte at tælle stemmerne op, var den gængse opfattelse på parnasset, at briterne ville komme til fornuft og blive i EU. Det viser, i hvor uhyggelig grad parnasset ikke forstår folket.

HER I DANMARK har vi også brug for, at politikerne imødekommer befolkningens EU-skepsis. Alle partiledere, med et par undtagelser, begræder den britiske udmeldelse af EU. Statsministeren siger, at han vil respektere briternes afgørelse, hvilket er nogenlunde lige så intetsigende som at sige, at man anerkender, at farven blå er blå.

HVAD HAVDE Løkke forstillet sig? At afbryde de diplomatiske forbindelser med Storbritannien?

LARS LØKKE Rasmussen ledsagede sine tomme ord med endnu flere floskler om, at vi nu må forandre EU og komme i øjenhøjde med befolkningen.

JA TAK, meget gerne. Men det kræver en reel og ærlig diskussion om, hvad EU skal være. Og måske endnu vigtigere: Hvad EU ikke skal blande sig i.

HIDTIL HAR diskussionen i Danmark været forløjet. Vi har i generationer fået at vide, at vi stadig selv bestemmer, alt imens vi har oplevet, at vores hverdag i flere og flere detaljer blev styret af EU-forordninger. Samtidig har vi set EU stå handlingslammet og uden fælles løsninger på de områder, der virkelig betyder noget. Lad mig bare nævne flygtningestrømmen.

DERFOR HAR vi i Danmark brug for en ny, åben og ærlig EU-diskussion. Og den bør indledes med en folkeafstemning. Vi bør tage det afgørende valg mellem at blive eller forlade EU. Sidst vi danskere fik lov til at svare på, om vi ville være medlem af EF/EU, var 2. oktober 1972, hvor valgretsalderen var 20 år.

IFØLGE Danmarks Statistik er der i dag 4.099.778 hjemlige borgere, der aldrig er blevet spurgt, om de vil være medlemmer. Det svarer til 72 procent af den danske befolkning. Trækker man alle under 18 år fra, er der i dag over tre millioner stemmeberettigede danskere, der ikke har fået lov at sige til eller fra.

EN FOLKEAFSTEMNING kan give medlemskabet en frisk start. Eller den kan fastslå, at vi skal have en løsere tilknytning.

BRITERNE har valgt deres vej. Det skal være slut med Bruxelles, EU-hymner, EU-flag, EU-hær og overstatsligt bureaukrati. Nu er det ’Rule Britannia’, men dog ikke som i gamle dage også hele verden. Det britiske nej er ikke et nej til samarbejde med Europa. Det er et nej til tvunget samarbejde om alt, og dermed et ja til genetableringen af nationalstaten.

BUREAUKRATERNE er allerede gået i gang med at fortælle om alle de problemer, det britiske nej vil skabe. Men det største problem af alle er stadig selve Den Europæiske Union og dens manglende legitimitet i befolkningerne. Briternes nej tvinger EU til forandring.

LAD OS HÅBE, at fornuftens stemme nu sejrer, så vi får skabt et europæisk samarbejde, baseret på hvad befolkningerne ønsker og ikke kun baseret på eurokraternes drømme om et Europa under én hymne og ét flag.

DANMARK bør gå forrest. Vi har også brug for, at vores forhold til EU afbureaukratiseres og demokratiseres.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen