VISIONSLØSE METTE

Hvad vil Mette Frederiksen med Danmark? Vi aner det ikke. Har Socialdemokratiets leder overhovedet en vision med sit lederskab? Vi tror det ikke. Og hun har intet gjort for at overbevise os om det.

Mette Frederiksen vil gerne være statsminister. Det er der ingen tvivl om. Som så mange andre socialdemokrater gennem tiderne mener hun, det er hendes førstefødselsret. Så selvfede kan sosserne være.

Men hvad skal vi med ledere og statsministre, som blot vil administrere, men ikke lede? Så kan vi lige så godt godt fortsætte med Lars Løkke, der ikke ville være statsminister for enhver pris, men som alligevel blev siddende som en slags overadministrativ embedsmand. 

Mandag fremlagde Mette Frederiksen, omgivet af korporalerne Henrik Sass Larsen og Nicolai Wammen, Socialdemokratiets økonomiske 2025-plan. Her formåede Mette Frederiksen i den grad at pisse ved siden af potten.

I tiden op til valgudskrivelsen blev det for hver dag tydeligere, at klima og miljø betyder utrolig meget for vælgerkorpset. Ikke mindst hos de yngre generationer. Det blev blandt andet bevist med demonstrationer foran Christiansborg, hvor politikerne ikke var sene til at komme ud af deres huler for at omklamre de unge mennesker.

Men i Mette Frederiksens 2025-plan er miljø, klima og natur blot blevet placeret i en lille lomme sammen med – som det hedder – øvrige velfærdsprioriteringer og forsvarsforlig osv. Blot 8,7 milliarder er der sat af i planen til denne pulje. 

Det er så ukonkret og så uambitiøst, at man tror, det er løgn. Det er ikke blot den unge generation af vælgere, som Socialdemokratiet ikke tager alvorligt. Det er også kommende generationer. Miljøudfordringerne er enorme, og der kræves handling her og nu. Alligevel kan vi konstatere, at Danmarks største parti ikke har noget bud på nogen form for løsning.

Nu er det ellers sådan, at Socialdemokratiet tidligere har meldt et klimamål ud. Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser med 60 procent i 2030. Men Mette Frederiksen kan ikke redegøre for, hvor mange penge hun vil bruge til formålet. Mandag måtte hun endda indrømme, at der vil være behov for at finde flere penge, end der er afsat i 2025-planen, hvis partiets klimaambitioner skal indfries.

Dog er det ikke kun på miljøet, at Mette Frederiksen ikke leverer visioner og svar. Det er generelt for hele hendes kampagne. 

Hun vil magten. Men åbenbart alene for magtens skyld. Hun vil blot administrere Danmark, og dermed kommer hun til at ligne Lars Løkke, men dog på stiletter.

256 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere