VLAK er ikke en regering, men et supermarked

BILLIGE NØDDER: Det er nu et år siden, Anders Samuelsen kravlede ned fra træet og opgav enhver tanke om topskattelettelser til fordel for ministerbiler.

OG hvordan er det så gået?

JA, hvis du spørger manden med de stålsatte øjne, så vil han uden tvivl sige ’ufatteligt godt’. Lidt ligesom da han udnævnte sig selv til ’den mest kompetente udenrigsminister’, eller da han, aftenen før regeringen blev præsenteret, skrev på Facebook, at i morgen ville man præsentere ’det mest ambitiøse borgerlig-liberale regeringsprogram, der har været i Danmark nogen sinde’.

DET kan simpelt hen kun gå galt, når man spænder flitsbuen så hårdt.

OG det er også gået galt.

LIBERAL Alliances eksistensberettigelse var fra begyndelsen og er fortsat at få skatten ned. Men for 15. år i træk har vi her i Danmark, ifølge OECD, verdens højeste skattetryk.

DET er naturligvis ikke alene Liberal Alliances skyld. Rent faktisk var det den borgerlige overkassemester Anders Fogh Rasmussen, der i 2002 førte Danmark til den lidet flatterende førsteplads, i øvrigt året efter at han vandt valget på et løfte om at sænke ’skattetrykket’.

MEN lavere skat og de borgerlige har altid været en af dansk politiks største løgne.

I 11 af de 15 år, hvor Danmark ifølge OECD har haft verdens højeste skattetryk, har Venstre indtaget Statsministeriet. De konservative været regeringspartner og DF-støtteparti. Nu er Liberal Alliance så kommet oveni.

MEN alt er, som det plejer. Stort set intet er, som Anders Samuelsen påstår.

DA jeg lidt for sjov i ugens løb skrev på Twitter, at det eneste, Liberal Alliance har opnået, er at give os billige biler og nødder, kom LA’s økonomiminister, Simon Emil Ammitzbøll, straks på banen og skrev: ’Samt billigere el, vin, øl, sodavand, regntøj, te, Storebæltsbro, aktieskat, aflønning med aktier m.m’.

DET lyder grangiveligt som et tilbudskatalog fra Netto.

VLAK er i virkeligheden ikke en regering, men et supermarked. De store linjer har de opgivet. Nu handler det om billigere nødder, sodavand og regntøj.

DET kan man så synes er trist. Men jeg tør godt vædde et Helly Hansen-regnslag med LA-rabat på, at regeringen også sidder der om et år.

INGEN har åbenbart nogen interesse i, at dansk politik igen handler om at løse samfundets store problemer. Der er ellers nok at gå i gang med. Lad mig nævne integration, bandekriminalitet og det tårnhøje skattetryk.

244 kommentarer
Vis kommentarer