VLAK-værk

HELDIGVIS blev VLAK-regeringen kun en meget lille parentes i den politiske danmarkshistorie.

Både Venstre og de konservative fik ganske vist et godt valg, men med nedsmeltningen af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ligger det borgerlige samarbejde i ruiner.

Det er valgets mest positive resultat.

KRISTIAN THULESEN DAHL lignede en pryglet hund, da katastrofens omfang – mere end en halvering – gik op for ham.

Vælgerne har straffet ham for hans flirt med Mette Frederiksen og hans modvilje mod at tage ansvar og gå i regering.

LIDT FIRKANTET kan man sige, at DF har sejret sig halvt ihjel.

Den stramme udlændingepolitik er blevet adopteret af andre partier, og det er ikke lykkedes Tulle at få nye varer på hylderne. Samtidig overhales han højre om af Pernille Vermund. 

KUN MED DET yderste af neglene lykkedes det Liberal Alliance at krybe over spærregrænsen.

Nu forhenværende partiboss Anders Samuelsen røg på den politiske mødding. Den mest kompetente udenrigsminister, Danmark nogensinde har haft, blev vejet og fundet for let og smidt helt ud af Folketinget.

DET ER LØN som fortjent. Om nogen har Anders Samuelsen bidraget til den voksende politikerlede. Alle husker de ultimative krav, der blev skrottet til fordel for en ministerbil.

I øvrigt også tak til vælgerne, fordi Rasmus Paludan blev vraget. Han vil hurtigt blive glemt.

MED SINE SV-spekulationer må Lars Løkke bære hovedskylden for den borgerlige nedsmeltning, men det lever han fint med.

Meningsmålingerne fortalte ham, at regeringen ikke kunne fortsætte, og derfor satsede han entydigt på sit eget parti i valgkampen.

DET GAV OTTE ekstra mandater og lagde låg på den interne debat om, at Venstre trænger til en ny formand. Nu bestemmer han selv, om/hvornår han vil gå af.

OG SÅ HÅBER Løkke selvfølgelig, at Mette Frederiksen på et tidspunkt må kaste håndklædet i ringen i forhandlingerne om en ny regering.

For så står han klar til igen at påtage sig jobbet som statsminister for enhver pris.

205 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere