VM-vært bedste ven med Taliban

Taliban har sat sig tungt på magten i Afghanistan - med økonomisk støtte fra de kommende VM-værter fra Qatar. Foto: Wana News Agency/Ritzau Scanpix
Taliban har sat sig tungt på magten i Afghanistan - med økonomisk støtte fra de kommende VM-værter fra Qatar. Foto: Wana News Agency/Ritzau Scanpix

Det er gået præcis så slemt som frygtet i Afghanistan. Og det bliver kun værre. De sidste fremmede soldater har knap forladt Kabul, før Taliban bryder alle de løfter, der var givet op til magtovertagelsen.

Og når vi taler Taliban, er vi også nødt til at se på Qatar, den kommende vært for fodbold-VM, som i årevis har finansieret Taliban, og som kvit og frit opførte et hovedkarter til bevægelsen i hovedstaden, Doha. Her kunne flere eftersøgte terrorister opholde sig uden at frygte for deres sikkerhed.

Khalida Popal, tidligere anfører for det afghanske kvindelandshold og nu flygtning i Danmark og et stort aktiv for kvindefodbolden i FC Nordsjælland, tog i går fat i emnet på Twitter:

’Fra Talibans hovedkvarter i Qatar, hjemstedet for det næste VM, har Talibans ledere planlagt drab på dusinvis af afghanere og ikke-afghanere. I dag har Taliban forbudt al kvindesport i Afghanistan. I 90’erne brugte Taliban de lokale fodboldstadioner til offentlige henrettelser.’

Herfra spørger vi sammen med Khalida Popal, om Qatar virkelig er det rigtige sted at afholde verdens største idrætsbegivenhed. Svaret er naturligvis et klokkeklart nej.

For hvad er det for et Taliban, Qatar så åbentlyst har støttet? Det er en flok mænd, som er ved at skrue tiden tilbage til 90’ernes ragnarok. I den midlertidige regering, som Taliban netop har udpeget, er der udelukkende mænd, og flere af dem er eftersøgt internationalt for terror. Det gælder for eksempel indenrigsminister Sirajuddin Haqqani.

FBI har udlovet en større dusør for oplysninger, der kan føre til hans pågribelse. Han har som leder af Haqqani-netværket stået bag kidnapninger af vesterlændinge, selvmordsbomber mod afghanske civile og attentater på afghanske politikere. Desuden har han tætte forbindelser til al-Qaida.

Taliban har desuden indledt en klapjagt på landets egne kritiske journalister ligesom der er oprettet et ministerium til opretholdelse af dyd og moral. Alt sammen med massiv økonomisk støtte fra ørkenstaten Qatar.

Måske det er på tide, at vores egen regering og DBU tænker sig godt om, inden landsholdet bliver sendt til VM om godt et års tid.

Nu bliver det ikke blot et VM på døde migrantarbejderes grave. Nu bliver det også en slutrunde, der er med til at legitimere et styre, der støtter terrorregimet i Afghanistan, som tilmed netop har forbudt kvindefodbold.