Vor Frue og vor Herre

SNART SYNGER vi igen ’Vær velkommen, Herrens år’.

Næste hver tiende mandlige præst tager dog det med ’Herren’ mere bogstaveligt, end de fleste af os andre gør.

Otte procent af de mandlige præster i folkekirken er fortsat imod kvindelige præster. En præst skal være en herre, ikke en frue eller en frøken, synes de.

Det viser en rundspørge blandt 431 mandlige præster, som TV2 Nyhederne har foretaget.

’JEG KAN IKKE stå og være med til at give kvinder et embede og sådan overdrage det. Det passer simpelt hen ikke med hele kirkens historie’, siger sognepræsten i Kristkirken i Kolding, Per Damgaard Pedersen, til TV2.

Det er Damgaard Pedersens frie ret at mene sådan – hvilket blandt andet kirkeminister Mette Bock henholder sig til.

Og det er det da. Det medgiver vi gerne. Men det er også dumstædigt.

DE FØRSTE kvindelige præster blev indsat for 70 år siden. Og i dag er antallet af kvindelige og mandlige præster stort set ligeligt fordelt i folkekirken. Og i ni ud af de seneste ti år har der tilmed været flere kvinder end mænd, der uddanner sig til præster.

DET MEST interessante ved de stædige, kvindeafvisende præster i Danmark er derfor, at alt imens de hævder at modarbejde forfald i folkekirken, fremmer de det i virkeligheden.

Der er tale om mandlige præster, der er faret vild i deres eget religionsbillede i stedet for at virke for en moderne og vedkommende folkekirke.

De forveksler tradition med tro. Hvis kristendommen holdt sig strengt til historien, ville folkekirken faktisk ikke længere være levende. Den ville være et museum, den ville være død.

Tro må til hver en tid stå over tradition. Såvel som over køn. Guds ord og historien om Frelseren, der er aktuel her i juledagene, er netop for alle. Og kan således forkyndes af alle.

VI SYNGER og siger ’Herren’ om Gud, ja. Det giver imidlertid ikke fortrinsret – og har ikke gjort det længe – at være mand i folkekirken.

Dette er det fine ved den åbne kristendom. Den handler netop om det frie menneske – ikke om det fromme og lydige – i modsætning til visse andre og mere dogmatiske religioner.

157 kommentarer
Vis kommentarer