Win-win dom

DEN første danske Syrien-kriger blev onsdag dømt skyldig efter terrorparagrafferne ved en retssag i Glostrup. I dag følger straffens størrelse.

ET VIGTIGT gennembrud i krigen mod IS! Beviserne mod den 24-årige dansk-tyrkiske pizzaejer lå blandt andet i papirer fra den kæmpemæssige, internationale IS-læk i marts. Man har været i tvivl – også i udlandet – om de lækkede dokumenter kunne bruges som bevis i retten. Det kan de, viser det sig heldigvis. Det åbner vide perspektiver for at få knaldet nogle af de hærdede IS-krigere, der er vendt hjem til deres hjemlande, og som går rundt som tikkende bomber.

EN ANDEN god ting er, at nu er der ikke mere snak:

DANMARK kan ikke på den ene side deltage i krigen mod terrorbevægelsen IS, og samtidig tolerere, at andre danskere drager af sted på egen hånd som Jihad-krigere på lønningslisten hos IS for at kæmpe mod danske udsendte, og for alt det vi er imod.

DET HAR været absurd, at nogen forsøgte at forsvare det enkelte menneskes ret til at kæmpe for sin overbevisning i denne sammenhæng. Ja – det kan de selvfølgelig godt. Men så viser dommen fra Glostrup nu, at så risikerer de fængsel, udvisning og fortabelse af deres statsborgerskab, hvis de vender tilbage hertil. Indtil nu har de kunnet returnere til mors kødgryder helt uden juridiske konsekvenser.

DOMMEN er blevet kaldt en win-win-sag – med god grund:

MÅSKE kan den afskrække andre unge danske statsborgere fra at rejse ned for at støtte IS i deres formørkede og grusomme gerninger. Eller i de terroraktioner, som IS står bag rundt omkring – som massemyrderierne i Paris sidste år.

OG MÅSKE, hvis de alligevel rejser ud og kæmper som Syrien-krigere, vender de i det mindste ikke hjem til Danmark. For nu ved de, at så bliver de anholdt og straffet.

NI ANDRE personer, hvoraf flere også er nævnt i IS-papirerne, venter på at få deres sager for retten. De er også sigtet for at have ladet sig hverve af IS.