Løsladt amerikansk journalist er fløjet ud af Myanmar

Danny Fenster fortæller, at han ikke blev mishandlet under sit 176 dage lange ophold i et fængsel i Myanmar

Den 37-årige amerikanske journalist Danny Fenster, som for få dage siden blev idømt 11 års fængsel af en domstol i Myanmar, er mandag om bord på et fly ud at landet, skriver Reuters. Foto: Handout/Reuters
Den 37-årige amerikanske journalist Danny Fenster, som for få dage siden blev idømt 11 års fængsel af en domstol i Myanmar, er mandag om bord på et fly ud at landet, skriver Reuters. Foto: Handout/Reuters
Følg Nyheder

Den 37-årige amerikanske journalist Danny Fenster, som for få dage siden blev idømt 11 års fængsel af en domstol i Myanmar, er mandag om bord på et fly på vej hjem til USA.

Under en mellemlanding i Qatar fortæller han, at han ikke er blevet mishandlet i løbet af det knap halve år, han tilbragte i det berygtede Insein-fængsel i Myanmar.

Men han var bange for, at han aldrig ville komme ud igen.

- Jeg blev anholdt og holdt fanget uden grund, siger han under mellemlandingen i Qatar.

- Men fysisk var jeg sund og rask. Jeg blev ikke udsultet eller banket, fortæller han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Fenster var redaktør for netavisen Frontier Myanmar. Han blev anholdt i maj, tre måneder efter militærkuppet i Myanmar, da han forsøgte at rejse ud af landet.

Fredag blev han fundet skyldig i en række lovbrud i Myanmar og idømt 11 års fængsel. Blandt andet skal han have brudt love om indvandring og have opmuntret til oprør gennem udbredelse af falske oplysninger.

Derfor kom det som en overraskelse, at han fik lov at rejse hjem til USA mandag.

- Vi er glade for, at Danny snart vil blive genforenet med sin familie. Vi opfordrer fortsat til løsladelse af andre, der stadig er uretfærdigt fængslet i Burma, siger det amerikanske udenrigsministeriums talsmand Ned Price.

Burma er også det navn, den afsatte leder Aung San Suu Kyi bruger om Myanmar.

USA's tidligere FN-ambassadør Bill Richardson siger til nyhedsbureauet AP, at han forhandlede sig frem til Fensters løsladelse, da han for nylig besøgte landet og holdt møder med repræsentanter for militærjuntaen.

Fensters advokat sagde i sidste uge, at journalisten var blevet sigtet for blandt andet terror og oprør. De nye anklager kom, kun få dage efter at Richardson mødtes med militærstyrets leder, Min Aung Hlaing.

USA har siden anholdelsen krævet, at militærstyret i Myanmar skulle løslade journalisten.

- Danny bør løslades omgående. Hans fortsatte fængsling er uacceptabel. Journalistik er ikke en forbrydelse, sagde en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, inden Fenster blev dømt fredag.

Militærjuntaen i Myanmar siger i en erklæring, at Danny Fenster var blevet benådet, inden han forlod Myanmar.

Siden militæret væltede Aung San Suu Kyis civile regering og tog magten ved et kup 1. februar, har det nye styre forbudt en lang række medier.

Snesevis af journalister er blevet fængslet, og der er lagt begrænsninger på adgangen til internet og udenlandske nyheder.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Hvordan synes Mette Frederiksen selv, det går?