Londons Tower Bridge står på vid gab efter teknisk fejl

For anden gang på et år sidder Tower Bridge fast, og der er dannet lange køer på begge sider af broen

Broen Tower Bridge i London har stået på vid gab siden mandag eftermiddag. Foto: Tony Hicks/Ritzau Scanpix
Broen Tower Bridge i London har stået på vid gab siden mandag eftermiddag. Foto: Tony Hicks/Ritzau Scanpix

Londons Tower Bridge står tirsdag morgen fortsat åben, efter at en teknisk fejl mandag lukkede det historiske vartegn fra 1894.

De to sektioner af broen har peget op mod himlen siden mandag eftermiddag, da de blev hejst for et højt træskib ved navn 'Tenacious', viser broens tidsplan.

Det er anden gang på et år, at broen, der er et af London mest genkendelige tegn ved byens skyline, sidder fast.

En talsmand for den britiske hovedstads tekniske afdeling, der administrerer broen, fortalte mandag til BBC, at der er en undersøgelse i gang, og at årsagen til fejlen endnu er ukendt.

- Tower Bridge er i øjeblikket lukket for trafik og fodgængere på grund af et teknisk svigt. Undgå venligst området, tweetede politiet i London mandag.

Tower Bridge forbinder finansdistriktet Square Mile med Southwark over floden Themsen.

Lukningen af broen betyder, at der er dannet lange køer på begge sider af den.

Opførelsen af Tower Bridge begyndte i 1886, og broen blev åbnet i 1894.

Vartegnet blev på det tidspunkt betragtet som 'den største og mest sofistikerede vippebro nogensinde opført', står der på Tower Bridges hjemmeside.

Vippebroen bevæger sig op og ned ved hjælp af fire store tandhjul på hver side.

Tandhjulene blev oprindeligt drevet af dampmaskiner, før et elektrisk system blev installeret i 1970'erne.

Broen går normalt op omkring 800 gange om året.

I august 2020 sad broen fast i over en time, hvilket medførte omfattende trafikpropper i de omkringliggende områder.