Macron beskylder australsk leder for at lyve om ubådsaftale

Scott Morrison har løjet i forbindelse med en strid om en stor ubådskontrakt, siger den franske præsident

Emmanuel Macron er overbevist om, at Scott Morrison har løjet for ham i forbindelse med en ubådsaftale. Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Emmanuel Macron er overbevist om, at Scott Morrison har løjet for ham i forbindelse med en ubådsaftale. Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Følg Nyheder

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, siger, at Australiens premierminister, Scott Morrison, løj for ham om annulleringen af en ubådskontrakt i september.

Samtidig indikerer Macron, at der er behov for flere bestræbelser for at genopbygge tilliden mellem de to lande.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De to ledere mødtes for første gang til G20-topmøde i Rom i weekenden, siden Australien skrottede en milliardaftale med Frankrig som del af en ny forsvarspagt med Storbritannien og USA, som blev offentliggjort i september.

Forsvarspagten betød, at Frankrig måtte vinke farvel til en trecifret milliardaftale om at bygge ubåde til Australien.

Sikkerhedsalliancen, der er døbt Aukus, overrumplede Frankrig, som kaldte sine ambassadører hjem fra Washington D.C. og Canberra, da Frankrig mente, at landet var blevet forrådt.

- Det er ikke noget, jeg tror. Det er noget, jeg ved, svarede Macron søndag i Rom, da han blev spurgt, om han troede, at Morrison havde løjet for ham.

- Jeg har stor respekt for jeres land, sagde han videre til en gruppe australske journalister, som var rejst til Italien for at dække G20-topmødet.

- Jeg har rigtig meget respekt for jeres land og for vores venskab. Jeg siger bare, at for at have respekt for hinanden, er man nødt til at være ærlig.

På et pressemøde senere søndag sagde Scott Morrison, at han ikke havde løjet, og at han tidligere har forklaret Macron, at konventionelle ubåde ikke længere opfylder Australiens behov.

Den australske premierminister tilføjede, at processen med at reparere forholdet er begyndt.

Fredag undskyldte den amerikanske præsident, Joe Biden, for en 'kluntet' aflysning af den franske ubådskontrakt.

- Vi har ikke nogen bedre allieret end Frankrig, sagde Biden ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det, der skete, var - for at bruge et engelsk udtryk - clumsy (kluntet, red.), og det blev ikke gjort med megen ynde.

- Jeg havde fået det indtryk, at Frankrig var blevet orienteret længe forinden om, at den (franske, red.) aftale ikke ville blive til noget, forklarede Biden.

Macron har hilst Bidens bestræbelser på at bilægge striden mellem de to lande velkommen.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Det er fuldstændig hat og briller