Malaysia lukker fuldstændig ned for at bremse rekordsmitte

Lørdag registrerede sundhedsministeriet i Malaysia over 9000 smittede og 98 dødsfald. Begge dele er rekord

Bevæbnede soldater står vagt foran kvarteret Pangsapuri Permai i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur. Borgerne i kvarteret har på det seneste fået indskrænket deres bevægelsesfrihed efter en kraftig smittestigning med coronavirus. (Arkivfoto) Foto: Vincent Thian/Ritzau Scanpix
Bevæbnede soldater står vagt foran kvarteret Pangsapuri Permai i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur. Borgerne i kvarteret har på det seneste fået indskrænket deres bevægelsesfrihed efter en kraftig smittestigning med coronavirus. (Arkivfoto) Foto: Vincent Thian/Ritzau Scanpix

Malaysias knap 33 millioner indbyggere er tirsdag vågnet op til en fuldkommen nedlukning af landet.

Nedlukningen betyder blandt andet, at folk maksimalt må rejse ti kilometer væk fra deres bopæl, mens kun essentielle forretninger må holde åbent.

Det sker for at inddæmme en kraftig smittestigning med coronavirus.

Premierminister Muhyiddin Yassin lovede på et pressemøde sent mandag lokal tid, at hans regering vil bruge, hvad der svarer til godt 7,3 milliarder kroner på at holde hånden under økonomien de kommende uger.

Malaysia var senest lukket ned fra marts til maj sidste år. Modsat dengang må folk det næste stykke tid godt dyrke visse former for udendørs motion som for eksempel løb.

Op til 12 personer ad gangen må også gerne samle sig til bøn i moskéer i det overvejende muslimske land, hvilket heller ikke var tilladt sidste år.

Den 'totale nedlukning', som premierministeren har kaldt den, blev annonceret i sidste uge. Det skete, efter at Malaysia de seneste uger har registreret rekordmange smittede og døde med covid-19.

I de 24 timer op til mandag registrerede sundhedsministeriet 67 coronarelaterede dødsfald og over 7000 nye smittede. Det var et lille fald i forhold til lørdagens rekord på 98 døde og over 9000 smittetilfælde.

De seneste syv dage har Malaysia i gennemsnit registreret 143,2 smittede per 100.000 indbyggere.

Muhyiddin har ellers tidligere lovet, at det var slut med nedlukninger i Malaysia, efter at sidste års nedlukning var med til at få landets bruttonationalprodukt (bnp) til at skrumpe med 17 procent i andet kvartal af 2020.

Den nuværende situation bliver ikke hjulpet af, at landets vaccineprogram er kommet langsomt fra start. Sundhedsminister Adham Baba oplyste mandag, at kun lige over en million er færdigvaccinerede.