Mangler svar før start: - Svært med mundbind

Hos Dansk Kørelærer-Union oplever man hos underviserne både bekymring og glæde med udsigten til at starte op igen

På køreskolen Easy Drive i Gentofte står kørelærer Michael Olsen også med en masse ubesvarede spørgsmål. Video/redigring: Aleksander Klug/Niels Nedergaard

Fra mandag bliver det igen muligt at blive klædt på til at få kørekort, når landets køreskoler åbner op igen.

Men ligesom i mange andre erhverv er smitterisiko også her et tema.

Så der var delte meninger, da beslutningen om genåbning kom ud. Det fortæller Bent Grue, der er formand for Dansk Kørelærer-Union, til Ekstra Bladet.

- Meldingen er blevet modtaget meget forskelligt. Nogle kørelærere er glade og kan ikke vente til på mandag. Andre er ret bekymrede, og bekymringen handler selvfølgelig også om, hvis de pågældende har symptomer, eller deres nærmeste har. Så kan det være svært at starte op. Er det så et konkurrenceparameter, hvor elever måske vælger en anden kørelærer?

Sådan lyder ordene fra Grue, der har brugt en del af fredagen på at være til møde i Erhvervsministeriet. Han forventer at kørelærere landet over snart kan få svar på deres spørgsmål og eventuelle bekymringer i form af en vejledning.

- Det er svært at lægge hovedet på blokken, men der burde ligge et arbejdsdokument fra Erhvervsstyrelsen klar mandag. Alle er jo interesseret i, at det bliver klaret så hurtigt som muligt, siger Grue.

Formanden har på fredagens møde talt om de problemstillinger, han skuer fra kørelærernes ståsted. Det gælder tætheden i teorilokalet, ligesom man skal have styr på retningslinjerne i skolevognene.

Skal man som kørelærer eksempelvis køre rundt med mundbind? Og hvad med hygiejnen i bilerne? Debatten er for længst sat i gear efter fredagens beslutning om genåbning.

-  Det kan være svært at undervise med mundbind på i mange timer, ligesom vi har talt om, at det kan være ide at starte et sted, hvor der er en håndvask tilgængelig. Så må vi se, hvordan sundhedsmyndighederne tager det op, siger Grue.