Den nye Omikron-variant skaber bekymring i hele verden, og nu tager det første land konsekvensen.
Det erfarer tv-stationen NTV ifølge nyhedsbureauet Reuters
Mandag eller tirsdag planlægger den japanske regering at lukke for alle udlændinge som direkte konsekvens af at undgå, at den nye coronavariant kommer ind i landet.
En officiel udmelding fra regeringen kan komme allerede mandag eftermiddag lokal tid.
Japan har i forvejen strammet indrejsereglerne for rejsende, der for nylig har været i Botswana, Eswatini, Lesotho, Malawi, Mozambique, Namibia, Sydafrika, Zambia og Zimbabwe.
Artiklen fortsætter efter videoen ...
Hør hvorfor WHO mener, at coronavarianten er bekymrende.
Meget usikkerhed
Rejsende herfra skal således tilbringe ti dage i isolation ved ankomst til Japan. Det rapporterer Nikkei Asia.
Selv om det endnu er uvist, om eksisterende vacciner beskytter mod Omikron-varianten, så vil Japan som planlagt gå i gang med at give boosterskud i næste måned.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Det fortæller premierminister Fumio Kishida ifølge NTV.
Den nye variant af coronavirusset blev registreret for første gang i Sydafrika i sidste uge.
Varianten bærer navnet B. 1.1.529 eller Omikron. Den førte i flere lande straks til rejserestriktioner for personer fra Sydafrika og andre lande i det sydlige Afrika.
Også i Danmark, hvor Statens Serum Institut (SSI) i weekenden meddelte, at varianten var fundet i to personer indrejst med fly fra Sydafrika.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) giver Omikron grund til bekymring.
To i Danmark
Den er hidtil bekræftet i blandt andet Australien, Canada og en række europæiske lande, herunder Holland, Tyskland, Belgien, Storbritannien, Tjekkiet og Italien. Også to tilfælde i Danmark er blevet fundet, melder sundhedsmyndighederne.
Omikron adskiller sig fra de andre kendte varianter ved, at den har en anderledes overflade og flere mutationer.
Nærmere bestemt har Omikron-varianten 50 dokumenterede mutationer. 32 af dem er forbundet på en måde, så de hjælper virusset med at springe mellem mennesker. Det gør det mere smitsomt.
Ifølge WHO vil det tage dage eller muligvis uger at opnå en større forståelse for, hvor bekymrende den nye variant er.