DR-vært: Pak det sure fjæs væk- og elsk hans røvsyge hobby

Megafonen er Ekstra Bladets blogger-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. I denne uge fortæller Maria Jencel om at komme tæt på sin kæreste gennem fælles interesser, selvom det måske ikke lige er noget til at starte med

Foto: Petra Kleis
Foto: Petra Kleis

Jeg har altid set på de kvinder, der så fodbold med deres mænd som stakler. Tabere i kærlighedens store lotterispil.

Øv, hvor ville det være det frygteligste scenarie i verden at finde den mand, man vil være sammen med for evigt - og så viser det sig, at han er så primi- og normativ, at han ægte kan gå ægte op i at kigge på en gruppe voksne mænd forsøge at få en bold i et net.

Ikke engang selv spille fodbold og i det mindste få lidt motion - nej - bare KIGGE på det. Gerne råbende med en øl i hånden, imens han bliver tykkere og tykkere.

Gab, hvor kedeligt og trist. Romantikkens deroute. Når man jo kunne rejse, elske, danse, kigge hinanden i øjnene eller bare samtale i stedet.

Jeg er helt med nu
Klip til mit eget liv i dag. Hvis man følger mig på Instagram - vil man ikke kunne undgå at opdage, at jeg er fast gæst i parken til hver eneste hjemmekamp, FCK har. Min mand og jeg holdt sågar forleden bryllupsdag til en kamp. Jeg hujer, råber, snakker med sidemakkeren og krammer halv-fremmede mennesker, når vi scorer.

Ja, jeg skrev VI. For jeg er blevet en del af holdet. Både det på banen og det på tribunerne, hvor de samme faste fans kommer kamp efter kamp.

Til min første kamp forstod jeg ikke noget. Jeg kom for min mands skyld og tænkte, at jeg måtte fake et engagement, selvom jeg mest af alt spekulerede på, hvornår der ikke skete noget i kampen, så vi kunne kysse igen.

Men langsomt begyndte der at ske noget i mig. Min falske hujen blev pludselig mere og mere ægte. Jo, bedre jeg forstod kampen, reglerne, spillernes forhistorier, dramaet, vigtigheden og fællesskabet - jo mere kunne jeg mærke suset i maven, når de var lige ved og næsten at score og adrenalinen i hjernen, når bolden endelig gik i mål.

Og pludselig fandt jeg mig selv inderligt bjørnekramme, den store, tykke, fremmede, øldrikkende mande-mand ved min anden side, som jeg først lige havde mødt - men som i det øjeblik var i fuldstændig samme følelse som mig. Og et umage fællesskab var skabt.

Jeg tror i virkeligheden, at denne kærlighed til en hobby ville kunne opstå for næsten hvad som helst - så længe man har en, man elsker til at invitere en indenfor i den verden, som er så vigtig for vedkommende.

Lige nu forsøger jeg med alle skyts at få min mand til at elske jul, julefilm, julemusik, julemarkeder og julepynt lige så højt som jeg - og med tiden skal også det nok lykkedes.

For vores partneres hobbyer er ikke en røvsyg byrde, vi er tvunget til at bære med os.

Hvis vi engagerer os i den og lærer at elske den langsomt - kan den kan lige så godt være en kæmpe gave og blive noget af det vigtigste, I har sammen. Du vælger selv.

51 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere