'Dum, selvoptaget realitydeltager' scorer topkarakter: Så træt af at blive sat i bås

Megafonen er Ekstra Bladets nye blogger-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner: Blogger, reality-deltager og hf-studerende Caroline Petersen skriver i denne uge om intelligens, fordomme og om at fejre livet og vores forskelligheder

Foto: Privat
Foto: Privat

'De dumme, uinteresserede og selvoptagede realitydeltagere'. Dette er de gyldne nøgleord, der danner rammerne for, hvordan vi realitydeltagere er - jævnfør den brede befolkning.

Vi er dem, der ikke ved, hvad hovedstaden i Danmark hedder. Dem, der ikke kan finde ud af hovedregning, mindre det angår, hvad to læbestifter koster. Dem, der skal bekræftes i, at vi er gode nok via vores likes på Instagram. Til gengæld er de andre selv så fejlfrie og kan med 100 procent garanti fortælle os, hvad binomialfordeling er. Eller kan de?

Folk tror, at når man deltager i reality-tv, så laver man ikke andet end det, og samtidig bliver man sat i bås som værende mindre intelligent og blot en fulderik på tv, men er det nu også hele sandheden? Jeg kan selvfølgelig kun drage konklusioner via erfaringer fra eget liv, men så vidt jeg ved, har jeg lige scoret topkarakter i matematik - på B-niveau.

Der er ingen tvivl om, at der sidder et godt hoved på Bea (tv.). Foto: Mogens Flindt Danske kendte - 26. jun. 2019 - kl. 18:11 'X Factor'-Bea fik 12 og huen på: - Træt af folk der tror jeg er fatsvag

Jeg mener dog ikke, at en karakter skal afspejle ens intelligens. Til gengæld siger det noget om, at jeg er i stand til at tage en uddannelse, ligesom alle andre, der ikke har deltaget i reality, og rent faktisk klare mig ganske udmærket. Hvem skulle have troet det?

Onani-Caroline som kun kunne finde ud af at drikke sig stiv i bedste sendetid; tænk engang, at hun er dygtig nok til at tage en uddannelse og så endda få 12.

Se også: Hvad giver dig ret til at kalde mig 'Onani-Caroline'?

Bare rolig - det bliver nok det sidste 12-tal for mit vedkommende.

'Ikke studenterhuen, der trykker'
Men handler intelligens kun om, hvorvidt man er god i skolen eller kan score toppoint i en IQ-test? Kan man ikke også være intelligent, hvis man for eksempel gebærder sig godt socialt? Og er det at være intelligent det altafgørende for, hvad vi synes om andre mennesker? Det er det jo i virkeligheden slet ikke.

Mange mennesker bruger udtrykket 'det er ikke studenterhuen, der trykker' om realitydeltagere. Dette er på mange måder paradoksalt, idet 1: Den trykker faktisk på ret mange realitydeltagere, og 2: Hvor meget trykker studenterhuen på folk, som sidder bag en skærm og kommenterer sådan mod fremmede mennesker?

Se også: 'Paradise'-Caroline svarer igen efter røv-raseri

Jeg ved godt, at vi lever i et samfund, hvor det at dømme andre mennesker og tildele hinanden stereotype roller sidder så dybt i os, at vi ikke kan lade være. For det er med til at skabe vores egen selvopfattelse i den selvfokuserede ungdomskultur, som vi og som jeg er en del af. Det ville være mærkeligt, hvis ikke vi gjorde det. Jeg skal da også være den første til at indrømme, at jeg elsker at se Luksusfælden sidst på måneden, når pengene er små, og så alligevel føle, at jeg har styr på livet; alle mennesker næres af spejling i andre.

Det følende menneske bag makeuppen
Men ikke desto mindre bliver vi nødt til at tænke over, hvad vi lukker ud af vores mund, og hvordan vi behandler mennesker, som vi dybest set ikke kender. Så hvad nu hvis vi trods et dårligt førstehåndsindtryk alligevel gav personen en chance? Hvad nu hvis vi så lidt ud over egne grænser, lige stoppede op og gjorde en empatisk indsats? En moralsk indsats for at forstå individet, det tænkende og følende menneske, der altid er bag facaden - bag makeuppen og under huden. Jeg tror, at det kunne være med til, at vi fremover ikke ville dømme lige så hurtigt. Måske kunne vi endda komme vores fordomme i forkøbet? Ved at være åbne for forskellighed, åbne for at der er andre sandheder end vores egne?

Jeg ved godt, at jeg selv er herre over egne handlinger, og jeg står 100 procent ved mine valg i livet, og jeg fortryder heller ingen. Jeg valgte selv at gå ind i reality, og gjorde det dermed også muligt for andre at synes dårligt om mig, håne mig og spytte skældsord ud over mig. Jeg kan klare det. Men det undrer mig, at man ifølge folk ikke kan være intelligent bare fordi, man har drukket lidt for mange kulørte cocktails i bedste sendetid og sagt nogle mindre intelligente ting. Ingen er fejlfri, og jeg hører rigtig gerne fra dig, hvis du aldrig har sagt noget, som var...  ja, lad os bare sige 'mindre begavet'.

Nu vil jeg gå ud og nyde det dejlige danske sommervejr med en kæmpe mojito og skrue volumen helt op for 'Sydpå', imens jeg fejrer mit 12-tal. Jeg håber, at du vil gøre det samme; fejre livet, vores forskelligheder og de egenskaber og sejre, der gør dig til den, du er.

  Megafonen - 16. jun. 2019 - kl. 19:20 Jeppe Søe er træt af snotdumme realitystjerner

89 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere