Gensyn med 80’erne

Megafonen er Ekstra Bladets blogger-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. Jeppe Søe fortæller i denne uge om, hvordan han gennem en jubilæumsfest fik et tilbageblik til barndommen

Jeppe Søe skriver personlige indlæg i Megafonen for Ekstra Bladet.
Jeppe Søe skriver personlige indlæg i Megafonen for Ekstra Bladet.

I går var jeg til gensynsfest med min gamle folkeskoleklasse i Nørre Nebel. Jeg synes virkelig, mine jævnaldrende er ved at blive gamle. Vi genså den gamle skole, og vores klasselærer på 92 år kiggede forbi.

Når vi lukkede øjnene, kunne vi - næsten - se hinanden med afbleget 80’er-hår, BALL-trøje, lugten af leverpostej i madkassen og til weekendens halbal i Outrup med Pisang Ambon i massevis og efterfølgende opkast. De første kys og det, der var værre - og fejlkøbet af en knallert, der gik i stykker, da den blev boret. En Puch Maxi er åbenbart ikke skabt til at køre over 80 km/t. Desværre havde nogle taget billeder med, som jeg nu vil bruge nogle år på at glemme. 

Vi sad og så på hinanden. Genhuskede fortiden og talte om tiden siden. Om bordet sad forskellige levede liv. Nogle var blevet i den lille vestjyske landsby, andre havde gjort alt for at komme så langt væk som muligt. Nogle kørte lastbil, og andre ejede en vognpark - men fælles var vores minder om en tid, vi var ret enige om havde haft betydning. 

Vi bliver husket
Det er sjovt, som andre mennesker kan påvirke hinanden. Det tænker man ikke meget over, når man som 14-årig driller en anden i klassen - eller sender et kærestebrev afsted til en pige, der skal krydse status af som ja, nej eller måske. Men alt, vi gør, bliver husket af andre, selvom vi selv forsøger at glemme det. Vi er alle del af andres historie. 

Jeg er vokset op på højskoler. Der er gået en kvart million mennesker gennem min barndom - og ethvert menneske, der har krydset min vej, har sat spor i mig. Korte eller lange samtaler, kys eller knytnæver, et smil eller skældud. Alle andre har i den grad gjort mig til den, jeg er. Og jeg er taknemmelig. 

Når man er til jubilæumsfester eller lign. med alle de andre gamle, kommer man i tanke om, at man skal leve livet på en måde, så andre husker dig for noget godt. Alt, du siger eller skriver til andre, bliver husket eller påvirker på en eller anden måde. Og så kan man jo lige så godt blive husket for noget godt. 

Flere smil og klap på skuldrene
Det sad jeg og tænkte over ved bordet med en bajer på Bodega Bjælkestuen, mens jeg kiggede på alle dem, jeg ikke har set i 35 år. Jeg tænkte, at jeg måtte tage hjem og huske på at give flere smil og flere klap på skulderen til dem, der fortjener det, mens tid er. Klasselæreren på 92 år satte sig hen til bordet og fortalte, at han var blevet alene for nogle år siden. Med tårer i øjnene sagde han 'jeg er lykkelig for at have været sammen med et menneske, der er værd at savne'. 

Sådan en vil jeg også være. Måske er jeg det allerede, men det ved man nok først, når man er væk. Det er sgu for sent. Jeg vil sørge for at sige til dem omkring mig, at de er værd at savne allerede nu. Huske at sige til dem, jeg respekterer, at jeg respekterer dem. Og huske at sige til dem, jeg elsker, at jeg elsker dem. 

Det kan man få ud af at rejse gennem hele Jylland for at gense 8.a på en bodega ... og pludselig påvirker de mig igen efter 35 år. Den slags er det hele værd. 

10 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere