Har vi overhovedet fattige i Danmark?

Megafonen er Ekstra Bladets nye blogger-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. I denne uge kommer journalist, foredragsholder og kommunikatør Jeppe Søe med sine første tanker om valget og sine egne erfaringer

Jeppe Søe vil gerne opfordre politikerne til at se på alle samfundslag. Privatfoto
Jeppe Søe vil gerne opfordre politikerne til at se på alle samfundslag. Privatfoto

LÆS ELLER GENLÆS CHATTEN MED JEPPE SØE I BUNDEN AF ARTIKLEN

Hvordan pokker har nogen glæde i det kakkelbord, de havde til salg for 250 kroner nede i genbrugsbutikken. Og hvilket væsen har dog i sin vildeste fantasi tænkt, at andre kunne få glæde af det? Brunt træ, der skal ligne mahogni.

Klinkerne i bordet er grønlige med et lortebrunt tvist med noget mønster, som enkelte vil genkende som blomster, men flertallet ser kun omridset af en hundelort.

Bordet står midt i en jungle af blondeservietter, snebolds-lysestager af klar glas, en kontorstol, der kun mangler et enkelt hjul og platterne. Tallerkner til at hænge på væggen – blålige med forskellige motiver, der kæmper med kakkelbordet om at ramme hundelort lige i måsen. 

De er til pynt, som man siger om alle ting, der er ubrugelige. Hvor må det altså være trist at være en ubrugelig tallerken, der ikke engang pynter - men er sat i verden for at hylde 50-året for dagligvarehandel i Ølstykke.

Tre grimme skjorter for 200
Endelig når jeg min destination: herretøj. Jeg kigger ofte lige indenfor, både fordi klimaet har godt af genbrug men også fordi men kan være usandsynlig heldig, at der er nogle mennesker på ens størrelse, der er døde for nyligt.

Det er der også i dag - men han har virkelig haft en dårlig smag. Enkelte jakker kan direkte være dødsårsagen.

Jeg øjner en Boss-skjorte. Den koster 80 kroner - ligesom alle andre.

De ældre damer, der prissætter, aner intet om mærker. Og den passer næsten. Jeg skal ikke tage hænderne så højt op over hovedet, men hvad pokker skal de også der.

Der er tre skjorter for 200. Straks må jeg rode videre i bunker af dødsårsager.

Farverne er virkelig spændende og jeg er sikker på, at min morfar svagt vil kunne erindre, dengang de var moderne. Finder et par striktrøjer, der ved fjernere eftersyn godt kunne gå for pæne. 

En hjemmegjort blondine med piratbørn
På vej mod kassen så jeg hende. En kvinde på godt 20. Veltrimmet og sund, hvis man ser bort fra det afblegede hår, som veninderne med sikkerhed selv har blandet og smurt i. Jeg siger ikke, at hjemmeblegning er grimt, men det er det.

På gulvet foran hende to drenge, der var i færd med at lege med et træskib. Drengene grinede, og mor så smilende ned på dem.

Drengene var tydeligt klædt på af butikkens andre afdelinger. Noget passede næsten. Andet slet ikke. Der var et hul i sålen på den størstes sko. Men selvom alt udenpå lignede den fattigdom, som politikerne siger vi ikke har, lignede deres ansigter og leg sammen det pureste guld.

Jeg bekræftes, da de små poder kiggede op på hende og spørger: 'Må vi ikke få skibet med hjem'. Hun kiggede på prisen. 120 kroner. 'Det må altså blive en anden gang, venner. Den kan vi ikke klare nu'.

Børnene var skuffede, men virkede ret vant til det. I hvert fald reagerede de bedre end mine børn på afslaget.

Jeg kiggede ned. Der havde jeg en skjorte og to grimme trøjer, som jeg kun havde taget, fordi der var tre for 200. Jeg ved jo godt, at de om kort tid ender med at være førstevalg, når jeg skal male.

Hvordan hjælper man uden at trænge sig på?
Mit ekstra køb var på præcist 120 kroner ... Jeg gik ned med de to trøjer igen – fast besluttet på at gøre ungerne til skibskaptajner.

Og havde nu et dilemma. Man går jo ikke hen til en familie og forærer dem et sørøverskib. Når en mandlig pædagog ikke engang må kramme et grædende barn, må mænd på 49 heller ikke give sørøverskibe til 20-årige hjemmegjorte blondiner.

Det kan virke arrogant, som om man har penge nok og er ligeglad, hvilket ikke er tilfældet med mig. Eller pinligt: Måske de slet ikke er i pengenød, men bare har glemt kreditkortet hjemme og synes, tøj med huller er smart.

Eller måske de faktisk mangler penge, men ikke vil passes op af fremmede, der kan se på deres tøj, at de skal have almisser eller er en fra de unge mødre, der skal reddes. Hvis der er en ting som folk i nød har tilbage, er det oftest deres stolthed og selvrespekt.

Jeg går derfor i stedet hen til kassen. Jeg aftaler med den ældre kassepige at betale for deres sørøverskib, og at hun så går ned og siger til ungerne, at de gerne må få den med hjem, fordi pirater er gratis om mandagen.

Virkeligheden er derude!
Jeg går ikke normalt og deler gaver ud. Jeg køber et Hus Forbi og kaster gerne en krone i en hat foran en mand, der ikke kan spille harmonika - men jeg gør næppe den store forskel.

Det gjorde jeg her, og de reddede mig jo for to virkelig grimme striktrøjer, og nu er de kaptajner på Hoppetossa. Det føltes godt, endda uden at tage en selfie og flashe det til vennerne på Facebook.

Jeg tror, det ville være sundt for politikere at svinge valgbussen forbi genbrugsbutikken her i valgkampen. Ikke for at dele foldere eller roser ud, men for at møde dem, de skriver om i de farverige foldere. Møde dem, vi allesammen taler om i debatten.

Dem, der ikke ser kontanthjælpsloftet som et emne i en valgduel - men har det som levevilkår hver eneste dag. De er ikke tal på et Excel-ark, men danskere der reelt står og overvejer at købe et kakkelbord. Hvis det forsvinder fra butikken de næste fire uger, står det fandeme slemt til i Danmark.

Ingen i vores land må være SÅ meget på spanden, at de pynter stuen med en grøn hundelort i keramik. De findes faktisk. Ude i virkeligheden.

Seneste i Megafonen
Mest læste i Megafonen
Hent flere