Hvorfor får man dog børn?!

Megafonen er Ekstra Bladets nye blogger-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. Journalist, foredragsholder og kommunikatør Jeppe Søe går denne gang til stålet

Jeppe Søe sætter beslutningen om at få børn under skarpt lys. Foto: Jeppe Søe
Jeppe Søe sætter beslutningen om at få børn under skarpt lys. Foto: Jeppe Søe

Læs eller genlæs aftenens chat med Jeppe Søe i bunden af denne artikel

Det hele starter med 9 måneder, hvor ens kone langsomt forandrer sig fra en tynd lækker sild til en overvægtig hval.

Langsomt begynder benene ikke at kunne klare overvægten, og din elskedes krop bliver anset som beholder af diverse jordemødre, som stikker forskellige sager ind, hvor jeg ellers kørte en streng adgangskontrol.

Herefter en fødsel, der altid kommer upassende midt i en tv-serie man følger med i – hvor den kvinde du elsker vrider sig i smerte gennem et lille døgn, eller et stort.

Folk i hvide kitler siger, det ser fint ud, men du kan ved selvsyn bare bevæge dig derned hvor tingene sker og se med dine egne øjne, at det IKKE ser fint ud. Det ligner en krigszone – og midt i nedslags-krateret efter et krydsermissil kommer pludselig en lille måne til syne, halvskaldet som sin far.

Vupti en baby lægges i dine hænder – og så skal du gå i den lugt de næste 18 år.

Kun plads til baby
Babyen er ubehjælpsom, som de der tamagotchi der krævede vores totale opmærksomhed gennem både 80érne og 90érne.

Den nye baby spiser og skider og vræler. Den ødelægger alle former for samliv med sin insisterende “her er jeg” og “se mig” attitude.

Sover i revnen, som jo stopper diverse udskejelser – som man i øvrigt heller ikke kan, da man falder om i koma, så snart barnet gør.

Hvor man før sad med en kop kaffe i stearinlysskær og talte om samfund, religion, politik eller bøger der er læst, er de få minutters samtale nu primært omhandlende en rød plet på babyens skulder, som man lige skal holde øje med – og en del samtaler starter med: 'tror du egentlig, det er normalt at…' hvorefter babyens gråd afbryder og man trøster, mens man googler netsundhedsplejersken, der må vide om et myggestik er farligt i de første uger.

Som i en hardcore pornofilm fra RedTube
Der skal skiftes godt 2000 bleer.

2000 gange skal man fjerne de to snipper og åbne til en hørm der minder om indholdet fra containeren med småt brændbart efter en varm dag i solen. Og når man har vænnet sig til stanken, rykker man ind bevæbnet med vådservietter og forsøger at rense ud. Sjældent går hænderne fri for lort. Og ofte når man ikke at se babyens ansigt blive saligt, før en stråle pis rammer direkte op i ansigtet på dig.

Som i en hardcore pornofilm fra RedTube må man bare smile af urinbadet, ryste det af sig og snuppe en vådserviet mere fra stakken. Når barnet når de godt to år skifter man til UP-AND-GO bleen, der dog kun betyder, at barnet kan tage den af og skide på gulvtæppet.  

Ferie er der ingen af, da der skal være råd til bleer, den rigtige økologiske spelt-mad, indkøb fra diverse netshops med børnetøj og det pædagogisk rigtige legetøj.

Det nye GTA til Playstation må vige for sympatidukker fra Joyk eller Rubens barn. Turen med drengene til Parken for at se AaB banke FCK er nu et Baufix byggesæt, som i virkeligheden slet ikke ligner en flyvemaskine.

Man kunne have levet barnløs
Er der endelig en ferie, er det anderledes end før. Ferie er nu timer på en legeplads, som fangevogter der holder øje – og et børnebassin med lavt vand, som ikke engang når til anklerne. Solnedgangen sker mens man ligger på værelset med en sovende unge og byens lys er væk bag tykke mørklægnings-gardiner.

Så kommer vuggestuen, dagplejen, børnehaven, skolen, dussen, foreningen, fodbolden, skolen...  og Thailand skydes endnu ti år frem. Mindst.

Man kunne have levet barnløs. Bare levet i glæden over, at ens forældre ikke blev barnløse. Vi har kun eet liv og bruger de 30 år på at være noget for hjælpeløse arvtagere til den trone, du ikke engang har tid eller råd til at bygge op. 

Så hvorfor faen får vi dem egentlig… børnene… Jeg har fire af slagsen og kan give et klar svar: Fordi det er det fedeste i hele verden!

Man tror man kender til kærlighed
Men når et barn kommer til dig, åbnes en ny skuffe af store følelser, som du ikke anede, du rummede. Du mærker, udover kærligheden, at det først er nu, du oplever meningen med livet: Vi er her for at blive store nok til at få et barn, være der for barnet til det kan klare sig selv – og så er missionen fuldført og man kan dø en naturlig død. Sådan er livet.

Pludselig forsvinder lugten af storskrald, vand til anklerne bliver en oversvømmelse af glæde og byens lys i Thailandske solnedgange en fattig fornøjelse. Selv pis i ansigtet er pludselig skræmmende skønt. 

Livet går videre – og videre – og videre… Det er hårdt arbejde, men livet betaler sig i nuet. Og i længden.

Hent flere