Janni Ree: - Jeg lever med frygten for at miste

Megafonen er Ekstra Bladets blogger-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. Denne uge fortæller Janni Ree om frygten for kræft og sorgen efter sin fars død

Janni Ree går i denne uge tæt på sin fars død og mandens sygdom. Foto: Privat
Janni Ree går i denne uge tæt på sin fars død og mandens sygdom. Foto: Privat

Alle mennesker er berørt af døden. Alligevel er den et tabu i Danmark. Det gør det sværere at bære sorgen.

Jeg mistede min elskede far sidste år. Han døde af leverkræft. Det var et langvarigt mareridt, hvor vi i familien klamrede os desperat til håbet om helbredelse. Et håb, der svandt ind dag for dag.

Jeg var utrolig tæt med min far. Vi talte i telefon sammen hver eneste dag og så hinanden flere gange om ugen. At miste ham var voldsomt. Jeg følte mig fuldkommen knust.

Kræft: En frygtet folkesygdom
Næsten alle mennesker har haft kræft inde på livet.

Enten har de selv eller deres nærmeste været ramt af den, og hver dag læser man i medierne, at nogen har tabt kampen til den frygtede sygdom. Min mand har haft blærekræft, og som så mange andre, lever jeg med frygten for at miste.

Et tabu
Selvom døden er noget vi alle lever med, er den tabu. Noget vi helst ikke taler om, og når nogen har mistet et menneske, aner vi ikke altid, hvad vi skal stille op.

Vi ønsker at hjælpe, men ved ikke hvordan. Vi ønsker at trøste, men ved ikke, hvad vi skal sige.

Egentligt er det meget simpelt: Når man er i en sorg, har man brug for, at folk lytter til de tanker, der vælter rundt i hovedet på én og til savnet. Hvis man ikke får lov til at tale om sorgen bliver den ensom at bære.

Karsten er fra en anden generation end jeg, og er ikke så god til at tale om følelser. Han løb nærmest skrigende bort, når jeg forsøgte at dele mine tanker om min fars død.

Det var lidt hårdt, men jeg ved jo, at det ikke var af ond vilje. Han ér bare dårlig til følelser.

Måske handler tabuet også om vores egen dødsangst. For det ukendte.

Ingen ved jo med sikkerhed, hvad der sker når vi dør. Vi kan kun håbe. Jeg er kristen og jeg beder for, at vi efter døden bliver forenet med vores kære. Jeg tror på, at jeg ser min far igen.

Tiden læger ikke alle sår
Man siger, tiden læger alle sorg, men jeg føler at savnet til min far bliver større og større for hver dag.

Jeg kan stadig række ud efter telefonen for at ringe til ham. Det er som om, min krop endnu ikke har accepteret, at han aldrig igen kommer til at besvare mit opkald.

Den går bare på automatik. Som så mange på min alder ved jeg, at døden rykker nærmere. Når min mor en dag dør, forhåbentligt om mange år, er jeg den næste i rækken. Det er underligt at tænke på.

Taknemmelig over livet
Jeg tror, at den bedste kur mod dødsangst er at leve livet fuldt ud. At holde fokus på de positive ting. Det forsøger jeg.

Når jeg kigger jeg min mand, bliver jeg fyldt op af taknemmelig over, at han er i live trods alvorlig sygdom.

Han er min faste klippe.

Og når jeg er sammen med min mor, mine børn og mit barnebarn så glæder jeg mig over at være omgivet af så meget kærlighed, det er fantastisk!

Så elsk dødsangsten væk, og når døden rammer, så giv plads til sorgen.

Hent flere